Otte år kan synes en livstid inden for poppens verden. Stjerner lyser op og brænder ud igen. Myriader af musikalske mikro-trends kommer og går. Og hvad gør man så, når man har været væk så længe? Man følger selvfølgelig stædigt sit eget kunstneriske spor, som om intet var hændt.
Det synes i hvert fald at være strategien for irske Róisín Murphy, der er tilbage med »Hairless Toys« – hendes tredje soloalbum i alt og det første siden 2007s »Overpowered«.
Lidt ufortjent er hun stadig mest kendt for sin tid som frontfigur i den skævt stilfulde 90er-duo Moloko. Selv om hun solo har været mindst lige så god, er den helt store succes dog udeblevet. Måske fordi hun trods sine mange kvaliteter har en noget uortodoks tilgang til poppen.
Men omvendt er det også lige præcis den, der gør hende så spændende at lytte til på de otte ekspansive tracks, der udgør »Hairless Toys«. Her synes hvert nummer at udfolde sit eget forunderlige fantasiunivers, hvor der i dén grad kæles for et livgivende mylder af detaljer.
I selskab med den ferme producer Eddie Stevens danser Róisín Murphy her ind i en imaginær Alice I Eventyrland-natklub, hvor der zigzagges forunderligt mellem minimalistisk disco, kalejdoskopisk house og avant-electronica.
Åbningsnummeret »Gone Fishing« gør sig til med pivfræk kattepote-disco, mens »Evil Eyes« er en mid-tempo tour de force ud i plastisk disco-funk.
En fornem start på albummet, der løftes til nye skævvredne højder på den ni minutter lange »Exploitation«, hvor et simrende fire-i-gulvet-beat bruges som afsæt for alskens opfindsomme musikalske indfald: Tiltende synths, fusions-jazzede løb på både guitar og bas, krible-krable-perkussion, ubestemmelige reallyde, knirkende klaverklimpren i et frit flydende og total legesygt kreativt flow. Med masser af luft til at nyde detaljerne undervejs.
Ja, det er lige før, at produktionerne løber med hele opmærksomheden. Og så alligevel ikke.
For selv om Róisín Murphy ikke er noget kraftværk som en Björk eller en Kate Bush, så har hun alligevel sin helt egen sensuelle og let-jazzede klang, der får næsten alle produktionernes tredjegradsligninger til at gå op.
Eneste undtagelse er den noget stillestående »Exile«, der lyder som en rørstrømsk country-ballade sunget i en cocktail-lounge. Det fungerer ikke for alvor. Og med placeringen midt på pladen får den tilmed lov til at stikke en kæp hjulet på et ellers fornemt flow.
Men det er en mindre anke. For Róisín Murphy transmitterer pop fra sit helt eget sære parallelunivers. Og det gør hende til en af de sjældne. Lad der ikke gå så længe næste gang.
Hvem: Róisín Murphy.
Hvad: »Hairless Toys«, PIAS.
