Rødtop med forførende bund

De kommer hele tiden - de nye, de unge, den næste generations talenter. Fransk sopran lyder som en af de mest lovende i lang tid.

Patricia Petibon – en rødtop med temperament. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lucy Boccadoro
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ikke at Patricia Petibon er så ung endda: Hun fik guldmedalje fra konservatoriet i Paris for hele femten år siden. Vi danskere har bare ikke hørt så meget til hende.

Dét skal skiven her nok lave om på. Titlen betyder jo rød og virker forbløffende velvalgt. For det er ikke kun hendes hår, der flammer. Hendes stemme hvisker og råber, antyder det ene øjeblik og sprutter det næste. Godt støttet af vor tids mest produktive barokorkester.

Nogle af sangene er hits for barokelskere, andre næsten ukendte. Hun har en langsom udgave af Almirenas klage fra »Rinaldo« af Händel med. Og hør lige Cleopatras klage fra »Julius Cæsar« af samme tysker Sikke en høj tone dér i midten. Uha, uha.

En sopran med okker i håret og kærlighed til barokkens dramatik har stolte aner. Tænk på fantastiske Emma Kirkby. Men den franske kollega er alligevel en anden type. Hendes høje tone fra før lyder for eksempel ikke så barokagtig igen.

Og sådan er det faktisk hele vejen. Som når en sang fra Scarlattis sjældent hørte »Griselda« følges af trommer og hele pivtøjet. Man tror næsten, man har fået den forkerte plade på. Lød det sådan i London for tre århundreder siden? Nok nej. Patricias inspiration kommer snarere fra Berios underskønne »Folk Songs« med Cathy Berberian eller sådan noget.

Men man bliver hurtigt græskkatolsk over for det spørgsmål: Om hun egentlig synger historisk korrekt. For hendes kunst bærer igennem uanset. Alene skæringen fra »Alcine« er sindsoprivende. Denne afstand fra dybeste til højeste tone. Hvis hendes kolleger rundt om vil følge med, skal de stå tidligt op.