Rodekasse fra »Loutallica«

»Lulu« har sine momenter, men man kunne sagtens have været foruden.

Lou Reed og Metallica: »Lulu« Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter eget udsagn kunne Lou Reed ikke finde hverken hoved eller hale på manuskriptet til dramaet »Lulu«, der er inspireret af ekspressionisten Frank Wedekind, og som i foråret blev sat op i Berlin, instrueret af Robert Wilson. Derfor måtte han søge hjælp hos fruen, Laurie Anderson, og musikproduceren Hal Willner for at kunne lave sangene til stykket, og i første omgang måtte han have hjælp til teksterne. Musikken - eller kroppen, om man vil - måtte han have yderligere hjælp til, og det er her vårungen Metallica (der i år fejrer 30 års jubilæum!), med samt den danske trommeslager Lars Ulrich, kommer ind i billedet. Man fornemmer tydeligt, at der er tale om et værk. En sammenhæng.

Sporene er ikke til at skelne fra hinanden, og ingen sange fremstår tilstrækkelig ørehængende til at løfte sig ud af kontekst. Snarere er der tale om massiv, snart sagt monoton musik, hvor Metallica bestemt har sat sit fingeraftryk i form af det, bandet kan, nemlig skabe en tung, melodisk bund, pakket ind i en intens, fortættet stemning. Stedvist er Metallica meget Lou-tro, forstået på den måde, at de klinger, som leverer de deres eget take på tidlig Lou Reed.

Andre gange lyder de som et band, der (kunstnerisk minimalinspireret) jammer efter den den røde tråd. Brutalt bliver det aldrig, og »rigtig« metallicask heller ikke. Dertil er de for loyale mod Lou Reeds stemme og linier. På godt og ondt, for han har altså ikke meget stemme eller megen intensitet at bidrage med i 2011 - spørgsmålet er, om han har haft det siden »The Raven« (2003)?

Selvfølgelig lytter man efter, når den genkendelige stemme byder ind med sine dramaturgisk ladede historier, der alle som én rummer skønne sentenser. Som nu dette lille, banale afslutningssvirp i åbningsnummeret »Brandenburg Gate«: »Straight up to illusion and fantasy’s fusion/Of reality mixed with drink/I’m just a small town girl who’s gonna give life a whirl/Loking at the Brandenburg Gate«. Men generelt er »Lulu« lidt af en rodebutik, en overspringshandling, der givetvis har pirret begge parter. Men som alle os uden for øvelokalet og studiet sagtens kunne have været foruden.