Alkoholen havde sløret øjnene, gjort kroppen tung. Han var ikke i kontrol, og vinduet på tredje sal stod åbent. Så han faldt - og ramte jorden så hårdt, at han blev lam fra brystet og nedefter.

Det var den 1. juni 1973, og Robert Wyatt var med ét blevet del af den lange række af sprut- og stofrelaterede uheld, som plagede rockverdenen i 1960erne og 1970erne.

Men vokalisten og trommeslageren i det avantgardistiske jazzrock-orkester Soft Machine faldt ikke ud af musikhistorien. Tværtom. For siden tragedien har manden med det socialistiske sindelag og imponerende skægvækst udgivet en stribe suveræne albums, som veksler ubesværet mellem eksperiment og mere regelret skønhed.

Og en ualmindelig fin introduktion til den 65-årige sanger, sangskriver og multiinstrumentalists værk udsendes nu under titlen »His Greatest Misses«. Naturligvis et hint til bagkatalogets mangel på hits og de to numre, Wyatt har haft en smule kommerciel succes med, er sjovt nok skrevet af andre, nemlig The Monkees' »I'm A Believer« og »Shipbuilding«, som er signeret Elvis Costello og Clive Langer.

Humanisme og jazz

Sidstnævnte sang er intet mindre end formidabel med sin blå jazz-atmosfære, hvor fyldig gulvbas og kildeklart piano løber sammen om Wyatt, som beretter om Falklands-krigen.

Om hvordan krigen betyder, at de britiske skibsværfter atter kan åbne og skabe arbejdspladser, men også om, hvordan de skibe, der bygges, vil komme til at sejle soldater i døden.

Et stærkt drama og en ligeså stærk musikalsk realisation med Wyatts stemme som det lyse og på én gang sårbare og stærke centrum.

Og sådan forholder det sig også i de øvrige 16 numre - fra den socialt indignerede og rytmeboksdrevne »The Age of Self« over den udsyrende »Solar Flares« til den 48 sekunder korte »Muddy Mouse (B)«, hvor teksten undrer sig over, hvad »cubs and brownies do at night after a boring day«.

Men lige meget hvorhen man vender øret på albummet, ja, så er der en menneskelig varme og venlighed at finde i såvel arrangement som vokal, og ikke mindst i skæve perler som »Sea Song« fra 1974, hvor Wyatts vokale improvisationer er lige så imponerende, som de er bevægende, og i »Forreign Accents« fra 2003, hvor ord om blandt andet A-bomberne over Hiroshima og Nagasaki føjes til uhyre stemningsfuld brug af piano og trombone.

Og sådan kunne man blive ved, for »The Greatest Misses« er en vidunderlig og vanedannende vej ind i et bagkatalog, som nok er facetteret og excentrisk, men også fyldt til randen med smukke fritflydende melodier, stærke humanistiske strofer - og en stemme, som hører til blandt de bedste og mest bjergtagende i rockhistorien.