Robbies swingpjatteri

Robbie Williams crooner sig igennem både nye numre og gamle evergreens på sit nye album. Hans eget materiale er klart det bedste.

Robbie Williams optræder ved BRIT Awards tidligere i år. Foto: Dylan Martinez/Reuters Fold sammen
Læs mere

Det kan næppe komme som en overraskelse for mange, at Robbie Williams har en forkærlighed for croonergenren.

Det tidligere medlem af boybandet Take That har gennem sin lange og succesfulde solokarriere slået sig op på at være en slags moderne britisk udgave af pack-master Frank Sinatra med nogenlunde lige så stort forbrug af kvinder og det, der følger med.

Nu har Robbie så valgt at følge den helt til dørs og udgive et album fyldt med swingmusik, fuldt orkesterarrangement og et følge af underskønne sangerinder – og et par mandlige sangere – til at duettere på kendte evergreens og enkelte nye numre.

Det hele produceret af Guy Chambers, som for ti år siden stod bag nogle af Robbie Williams' største hits. Chambers har skrevet seks nye sange til albummet og med al respekt for de gamle velkendte klassikere, så er det det nye materiale, der står stærkest på »Swing Both Ways«.

Det hele indledt med den rockende og hitpotente »Shine My Shoes« fulgt op af den fine og swingende »So Gentle«, hvor horn og strygere smyger sig om Williams' kærlighedsfortælling. Det er popmusik uden tilstræbte effekter, men baseret på den iørefaldende melodi, et godt arrangement og en tekst, der bare fænger.

Men så går der for meget swingpjatteri i den. Fortolkningen af Disneys gamle Junglebogs-klassiker »I Wan’na Be Like You«, der bliver leveret i duet sammen med den engelske sanger Olly Murs, er bare alt, alt for meget »doo-wop« og »sku-bi-du« til at blive andet end det, den altid har været – lettere enerverende og irriterende.

En fortolkning af »Dream A Little Dream« og den helt forfærdelige »Little Green Apples« virker også noget udrangerede, selv om først Lily Allen og efterfølgende Kelly Clarkson gør deres for at give numrene den rette uskyldsrene fernis.

Helt generelt er valget af sange for kedeligt. Hans egen »Swing Supreme«, Irving Berlins »Puttin’ On The Ritz«, Cab Calloways »Minnie The Moocher« og Oz-klassikeren »If I Only Had A Brain« er sjove standarder, men netop det sjove går af dem, når man prøver at gøre dem til noget andet.

Jeg ville have foretrukket et helt album med nye numre fra Robbie Williams. Specielt når det nye, der har fundet vej til denne udgivelse, er væsentligt bedre end sidste års kedelige »Take The Crown«. Det fornyede samarbejde med Guy Chambers synes at have givet Robbie ny vitalitet – nu skal det bare realiseres med et »rigtigt« album.

Hvem: Robbie Williams.

Hvad: »Swing Both Ways«, Universal Music.