Robbie Williams kommer ikke ind i popkampen på sit 11. album

På »The Heavy Entertainment Show« mangler den engelske sanger både hooks og punchlines, der kan måle sig med bagkatalogets selvkritiske knaldperler.

Robbie Williams Fold sammen
Læs mere

På coveret står to ens udgaver af Robbie Williams i en boksering, klar til at fare i kødet på sig selv. Det er et rammende billede, da den engelske popstjerne har skabt sin karriere ved at sætte selvudleverende, humoristiske tilståelser til hook-mættet pop og rock.

Siden storhedstiden i sen-90’erne og start-00’erne er der blevet længere mellem de sikre hits, men på sit 11. album »The Heavy Entertainment Show« slikker Robbie stadig sår, som var de hindbærsauce, løfter hovedet igen og blinker skælmsk til publikum.

På duetten med Rufus Wainwright, »Hotel Crazy«, refererer han jovialt til sine afhængighedsproblemer (»I’m a Big Mac short of a happy meal«) og skubber for en gangs skyld sin fascination af swingmusik i en skæv, vellydende retning. De tunge blæsere drejer skarpt af og bliver afløst af et plumret, psych-klingende guitar-fingerspil.

Canadiske Wainwright er en oplagt og velfungerende partner til Williams. De elsker begge bombastisk, orkestral pop og rock og at ryste punchlines ud af ærmet. Og det kan høres også på titelnummeret, der er fuld af hvinende blæserfanfarer og rungende pauker.

Robbie Williams smigrer ironisk lytterne, kalder os strålende »lovers of quality entertainment«, og får så lige nævnt den luksusvilla i Los Angeles, han stadig skal betale af på.

Men det er bestemt ikke alle sange, der har den form for bid. »Love My Life« lyder som en samling henkastede hashtags med flade selvbekræftelsesmantraer (»I am powerful / I am beautiful…«), mens »Mixed Signals« er så vattet et popnummer, at det burde blive soundtracket til din tandlæges telefonkø. Robbie Williams må gerne være seriøs for min skyld, men så er det niveauet fra tidligere hits som »Angels« og »Feel«, der skal matches.

Han når desværre sjældent de højder, hvad enten han er i det sovsede skønsangshjørne, laver stivbenet stereotyp-bingo på »Party Like A Russian« eller leger alt for kæmmet cowboy på »Pretty Woman«. Når det kommer til hans kunst, trænger Robbie Williams til at være mere kritisk overfor sig selv.

Hvem: Robbie Williams

Hvad: The Heavy Entertainment Show, Sony Music