Verdens ældste historier er ofte de bedste.
Generationer har slebet de gamle hovedpersoner og gjort dem til sindbilleder på os selv.
Cervantes skrev sin »Don Quixote« først i 1600-tallet og ramte alle os riddere af skraldespanden lige på kornet. En idé som kampen mod vindmøllerne er for længst blevet det, tyskerne kalder »gesunkenes Kulturgut«: Den begyndte som stor litteratur og vandrede siden over i folkedybet.
Jules Massenet satte musik til romanen for godt et århundrede siden. Den franske komponist var selv syg og gammel og genkendte vel ét og andet. Vel ikke den affældige adelsmand selv. Vel heller ikke tjeneren Sancho på den mølædte krikke. Men desto mere fascinationen af den alt for unge Dulcinea.
Operaen har vist aldrig været spillet i Danmark før. Ikke mange af Den Jyske Operas forestillinger har været spillet her før. Annilese Miskimmon er husets nye chef og satser på alt det, de andre ikke gør – og hun står selv på mål for instruktionen.
Resultatet sidste år var den vellykkede »Katja Kabanova«. Resultatet i år skulle om muligt blive mere fantastisk.
»Don Quichotte« begynder og ender i den voldsomt danselystne efterkrigstid. Titelherren i skikkelse af mageløse James Johnson er for længst plejehjemsparat. Men purunge Dulcinea i fine Viktoria Vizins krop sætter griller i hovedet på ham. Hun støder ham væk med den ene hånd, giver ham håb med den anden.
Kan han skaffe det smykke, byens banditter har stjålet fra hende? Hun vil vist mest have ham ud af vagten.
Smukke rammer
Synet af en gyngehest afgør sagen. Quichotte befinder pludselig i rammer så smukke som middelalderlige raderinger. Han småskændes med tjeneren Sanco i form af dygtige Olafur Sigurdarson, tager kampen op mod de uhyggelige vindmøller, overbeviser banditterne med sin sang.
Og han kommer hjem igen. Heldig og stakkels. Syg og munter. Don Quichotte er komedien med den triste slutning.
Forestillingen tegnes i et og alt af James Johnsons verdenskendte basklang og udprægede teatertalent. At man græder over den grå gamlings skæbne til sidst, skyldes hans indsats. Han ville have succes på selv de største operascener i verden med den rolle.
Men også Olafur Sigurdarson og Viktoria Vizin virker perfekte til partierne og synger sig særligt i de sidste akter ind i alles hjerter.
Aarhus Symfoniorkester under ledelse af Jérôme Pillement sidder med lidt af en udfordring og har fået desto bredere skuldre af det.
Også koret får en vigtig rolle undervejs og klarer den decideret genialt. Sangerne overspiller ikke et sekund og lyder skønt hos både damer og herrer. Biroller som banditlederen og guitaristen er rent mikrokunst.
Hvorfor skal rammefortællingen egentlig udspille sig for et halvt århundrede siden? Og hvordan bliver den plejehjemsparate i titelrollen helt præcist til middelalderlig ridder?
Forestillingen hænger ikke sammen på den logiske måde. Dens styrke ligger i følelser og rørelser, i nærvær og identifikation, i den strålende sang og den velvalgte scenografi.
»Don Quichotte« er rigtignok ikke nogen musical i det visuelle. Men de få effekter virker yderst velvalgte og bliver hængende i erindringen længe efter tæppefald.
Helt små ting føles ømme og ægte. Som staklens knæfald for rosen på gulvet eller banditternes bevægelse over hans bøn om nåde og pludselige omvending.
Hvad allersidste scenebillede byder på, skal ikke afsløres her. Men det er stærkt overraskende. Og super godt ramt.
Sadl sin egen Rosinante op og læg den århusianske operas seneste satsning ind i kalenderen.
Hvem: Den Jyske Opera
Hvad: »Don Quichotte« af Jules Massenet
Hvor: Musikhuset Aarhus. Spilles igen torsdag, søndag og onsdag. Sendes i DR P2 søndag 30. august.
