Revolutionens musikalske svigerfar

Franz Liszt fylder 200 år i dag. Han var et af de største navne i romantisk musik. To fejringer fra Deutsche Grammophon vækker værkerne og hans egen spillestil til live.

Franz Liszt på besøg hos fotografen i Paris omkring 1870. Fold sammen
Læs mere
Foto: Pierre Petit

Det bedre borgerskab på H.C. Andersens tid havde flygel i stuen - et møbel med svungne fødder og tangenter af ægte stødtand.

Hvilke stykker spillede man? Det kom sig ikke så nøje. Bare de var rørende.

Når der kom gæster, kunne man endda sætte symfonier eller operaer på programmet.

For den store Franz Liszt havde jo skrevet gamle Bachs eller Mozarts eller Beethovens værker om til klaver. Bare så alle kunne få glæde af vidunderne derhjemme.

Liszt, ja. Han var den borgerlige musik­kulturs største stjerne. En romantiker med det ene ben i 1700-tallet og det andet i 1900-tallet.

Vidunderbarn med de aldrende Antonio Salieri og Carl Czerny som lærere og vidundervoksen i resten af livet.

Beundret af alle i Paris, i det sydtyske, i det italienske. Tilbedt af damerne, der efter sigende kunne dåne allerede ved synet af ham.

I sine sidste år på evig rejse mellem især Rom, Weimar og Budapest - »mit livs trefork«, som han sagde. Han lagde langt over 5.000 km bag sig hver eneste sæson. En bedrift i de dage.

Og det var en udfordring for en mand med hans helbred. Vor tids læger har anet en regulær depression bag hans diagnoser. »Jeg slæber rundt med en dyb tristhed, der af og til må bryde ud i lyd,« sagde han.

Liszts sene stykker bærer titler som »Grå skygger« og »Afsked«. De åbner en port mod impressionismens vægtløse musik i årtierne efter. Og de var begyndelsen på stumfilmens musik:

Skurken blev indvarslet af en uhyggelig brummen i biografpianisten venstre hånd, heltens komme af fantastiske fanfarer i højre. Alt sammen inspireret af Liszts spillestil - og vel aktuel endnu i Hollywood anno nu.

Hvordan spillede han egentlig? Og hvad var det, han gjorde for sine talløse elever og dermed eftertiden?

Thomas Edisons fonograf kom først til Europa en håndfuld år efter hans død.

Grandiose ballader

Men når man har hørt en ung Krystian Zimerman i hans to koncerter plus diverse ekstranumre, behøver man ikke den ægte vare.

Polakkens indspilninger ligger et par årtier tilbage og virker stadig lige tæt på. Alene de første minutter af første koncert er nogle af de smukkeste i nyere pladehistorie. Grandiose ballader uden galsindet bulder. Melankolske, inderlige, tyste.

Til spørgsmål nummer to: Om manden egentlig gav sine elever ordentlig undervisning, diskuteres stadig. Da han havde hørt en ung dame ved tangenterne, sendte han staklen hjem med ordene: »Gift dig hurtigst, mit barn. Farvel!«

Men de ti cd’er i »The Liszt Legacy« præsenterer en håndfuld pianister med noget til fælles. De har gået hos en elev af ham. Eller måske hos en elev af en elev!

Ingen af indspilningerne har været udsendt digitalt før. Nogle har aldrig været udgivet overhovedet. Resultatet er et slående indblik i Liszts arv til eftertiden:

På den ene side en arv med fokus på det virtuose, det overfladiske, det umiddelbart rørende. På den anden side en arv med improvisationen som ideal. Franz Liszt har spillet fortidens mestre, som om han selv fandt på deres toner.

Det samme gør næsten alle musikere endnu i dag. Så hjertelig tillykke til ham. Og med ham!