Rasmus er rykket nærmere sin far

Rasmus Seebach kickstartede uforvarende en ny æra i dansk pop med sin storsælgende debut. To år senere er han musikalsk set rykket endnu tættere på sin afdøde far Tommy.

Efter to år med succes- album og -singler udsender Rasmus Seebach nu sit andet album. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Henriksen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Trofaste lyttere på The Voice og et flertal af landets lokalradioer vidste udmærket, hvem Rasmus Seebach var, da han for næsten præcis to år siden udsendte sit debutalbum »Rasmus Seebach«. Forud var gået måneder med singlen, kærlighedserklæringen »Engel« i stadig højere rotation. At han mange år forinden havde lavet hiphop med sin storebror Nicolai var mindre vigtigt, for det her var unægtelig noget andet. Det var ikke bare popmusik, »Engel« blev arnestedet for en helt ny æra i dansk popmusik, som Nik & Jay reelt havde gjort alt forarbejdet til. Men det vidste hverken lyttere eller hovedperson.

Eller de pladeselskaber, der et efter et takkede nej til at udgive Seebach. Over 200.000 solgte album og øvrige hitsingler som »Glad Igen«, »Lidt I Fem«, »Natteravn« og et antal priser senere, er vi alle sammen meget klogere. Og den helt enkle, snart sagt banale popmusik om kærlighed og byture, der i sin lyrik oftest er tale- eller SMS-sprog, er nu den musik, en ungdomsgeneration i det ganske land lukker helt ind i deres hjerter.

Tilsat en blanding af blid, amerikansinspireret urban/R&B, dance og omkvædspop fra den danske firsergarde, er det den altdominerende genre i dansk musik. For tiden er det en alvorlig vittighed blandt landets pladeselskabsdirektører, at de ikke tør skrive kontrakt med et rockband, for det er umuligt at sælge. Det er først og fremmest Rasmus Seebachs skyld, Medinas skyld og dernæst peger pilen i retning af Burhan G, Joey Moe, Xander, Ankerstjerne (som i øvrigt er medforfatter til 11 af skivens 12 tracks). Der er flere.

Selv om der er sket alverden for Rasmus Seebach i de forgangne to år, er det ikke helt til at høre på dagens toer, »Mer’ End Kærlighed«. Hvis man som en begyndelse holder ham op på titlen, så er den direkte misvisende, for samtlige skæringer handler netop om kærlighed. Til mor, far, familie, kvinden, til de børn han støtter via sin rolle som ambassadør for Børnecancerfonden. Til børnene har han forfattet en temasang af disneyske dimensioner, som på sæt og vis stikker af fra albummets øvrige skæringer - og så alligevel ikke - idet den spiller op til afslutningsnummeret »Under Stjernerne På Himlen«, far Tommys (med tekst af Keld Heick) gamle og engang så voldsomt udskældte Grand Prix-sang, som oprindelig var skrevet til Rasmus’ søster Marie, da hun var ganske lille.

Jagten på den eneste ene

Den melodiske hitværdi på Seebachs bedste nye sange er der heller ikke nogen nyhed i. Ej heller i hans varme og stedvist volumniøse vokalforedrag. Han er på den front bedre begavet fra naturens hånd end sine samtidige, omend man indimellem kan ønske, at han turde variere den mere, eksempelvis lade den stå nøgen. Som dengang han stjal showet ved uddelingen af P3 Guld i 2010 med »Engel« sunget hen over en akustisk guitar.

Ligeså kommer enslyden mellem Seebachs tale- og sangsprog ikke som den helt store overraskelse. Albummet er spækket med direkte henvendelser i kærlighedens navn og med petithistorier om jagten på den næste eneste ene. Sidstnævnte i en tidstypisk version i sangen »Falder«, en historie hvor en aftale om tidsfordriv og sjov på lagner ender uforvarende som en ren forelskelse: »Du er lige kommet ud af et forhold/så vi skulle tage den med ro/Og længe har jeg gået rundt og været iskold/Så vi sagde begge to at det var for sjov/Men jeg er faldet og fuck det, jeg ringer til dig.«

Det er præcis dét, der er ved Rasmus Seebach, det såre enkle svøbt i ærlige og let identificérbare strofer. Ego, panser, lyriske eller filosofiske omveje, glem det. Seebach er direkte, ublu. En at forstå. Det kan man elske eller lade være, jeg befinder mig lige midt imellem. Og når til samme konklusion om hans svulstige balladepopformular, som denne gang tipper en smule mere i retning af hans far end mod nutidens raketter. Det er i virkeligheden den eneste store nyhed. Her tænker jeg på noget langt mere grundlæggende end førnævnte cover og »Disco Tango«-referencerne i »Ringe I Vandet«. Selv på »Sirenerne«, et samarbejde med Medinas producerteam Providers (der også stod bag »Natteravn«), er båndet til Seebach senior evident.

Læs stort interview med Rasmus Seebach i Berlingske lørdag.