Rap til digteren

Digteren og litteraten Niels Lyngsø har tidligere udtrykt sig kritisk over for de danske rapperes tekster.

Stemmejernet:»Sigdetvidere« Fold sammen
Læs mere

De fungerer med musik, men uden er de i bedste fald ordinære. Det er svært at være uenig i den tese. At han under aliaset Stemmejernet nu tør forsøge at vende kajakken og kaste sig ind i kampen som rapper, har jeg kun den største beundring for.

Som rapper er han på ordsiden legende, surrealtistisk og lettere rablende - tydeligvis inspireret i omegnen af Malk De Koijn:

»Jeg hugger mit sprog som jeg vil/jeg hugger det gerne på ordspil/Jeg hugger til dit høreværn er kværnet/her kommer stemmejernet/I kan godt glemme hjemmeværnet/Og det fine poesipoliti kan gå i hi/Lille avantgarde må se om den kan klare det/de hårde rappedrenge kan rende og hiphoppe/for Stemmejernet lyner og er klar til at tiptoppe«.

Huba! Leveret med et flow, der lægger sig imellem Flopstarz og en dilettantisk karaoke-udgave af Hvid Sjokolade. Musikken er endnu mere enerverende. Desværre.