Gæsten. Eller den besøgende, om man vil. Sådan kan man vælge at tolke titlen på Neil Youngs 39. studiealbum »The Visitor«, hvor veteranen igen samarbejder med de yngre musikere i bandet Promise of the Real. Albumtitlen refererer sandsynligvis til rocklegendens selvopfattelse. Han er en canadisk statsborger, der har været bosat i nabosupermagten USA gennem rigtig mange år. En menneskealder. Han ser dog stadig sig selv som en besøgende i et fremmed land. En gæst på visit på ubestemt tid.
Men han er bestemt ikke for høflig til at lade være med at kritisere det land han bor og lever i. »I’m Canadian by the way/And I love the USA/My American friend/I love this way of life/The freedom to act and the freedom to say«. Sådan lyder anslaget på det sumprockede åbningsnummer »Already Great«, hvis titel er en slet skjult reference til Donald Trumps valgslogan »Make America Great Again«.
Som han efterhånden har for vane, så har Young en politisk agenda. Senere i samme sang gjalder kampråbet »No wall/no ban/no fascist USA«. Et budskab direkte adresseret mod Trump-administrationens meget omtalte planer for at bygge en mur langs grænsen til Mexico. Den plan er Young, måske ikke så overraskende, modstander af. Canadieren går mere ind for at rive mure ned, end for at bygge dem.
I Youngs optik er USA prægtigt og stolt som det er. Allerede »great«. Så hold fingrene for dig selv og lad vær at få for mange fikse ideer, Hr. Præsident. Det synes at være det kontante budskab den gamle rocker retter mod klodens mest magtfulde mand i Det Hvide Hus.
Han fortsætter generelt dette harmdirrende, politiserede og polemiserende musikalske korstog albummet igennem. På den bistre rocker »Stand Tall« lyder den nedslående fremtidsprognose: »They flush our futures down the tubes« og på den opulente »Children of Destiny« synger Young bakket op af et stort kor: »Stand up for what you believe/ resist the powers that be/preserve the land and save the seas/for the children of destiny«. Young positionerer sig i opposition til de mennesker, han føler undertrykker det moderne amerikanske samfund.
Intentionen er givetvis altruistisk, men den noget unuancerede og letbenede hippieretorik er svær at sluge. Den fremstår forudsigelig, hul og trættende i længden. Tingene rabler desværre en del for den gamle rocktitan.
Det bliver heller ikke bedre af, at materialet generelt fremstår ufærdigt. Til sammenligning med de mange slidstærke sange Young har spyttet ud i løbet af den lange karriere, så lyder flertallet af kompositionerne på »The Visitor« som skitsepræget venstrehåndsarbejde. Eksempelvis klinger den afdæmpede »Almost Always« som dovent genbrug af Youngs egen klassiker »From Hank To Hendrix«. Modsat så står den blide americana-ballade »Change Of Heart« som det mest fokuserede indslag på et ellers temmelig ujævnt udspil.
På sine ældre dage har Onkel Neil skruet op for udgivelsesfrekvensen, så han mindst udgiver et album om året. Desværre har kvaliteten haltet. Måske den gamle gubbe skulle skrue lidt ned for udgivelsestempoet og i stedet se om ikke han kan lave en fokuseret og gennemarbejdet skive?
Neil Young + Promise of the Real
»The Visitor«
★★★☆☆☆
Reprise
Lyt til albummet her:
