De har solgt 27 millioner plader og 20 millioner singler siden begyndelsen i 1995.

Sådanne tal må man naturligvis se på med en vis ærefrygt, ligesom det også kræver en beundringsværdig gennemslagskraft at blive valgt som pauseband til Super­bowl XLV, som afvikles i februar.

Så er det positive også sagt om Black Eyed Peas, der begyndte som et hip hop-act i East Los Angeles, men over årene er blevet et mere og mere poppet bekendtskab, mens salgstallene er blevet tilsvarende større.

»Monkey Business« og »The E.N.D.« hedder deres to seneste hitliste-målrettede udspil, som kastede verdensplager som »I Gotta Feeling« og »Humps« af sig.

Men med »The Beginning« har Black Eyed Peas bevæget sig helt derned, hvor masse­appel bliver til ram og ulækker leflen for laveste fællesnævner, og åbningsnummeret »The Time (Dirty Bit)« siger sådan set det meste.

Her er den allerede skamredne »(I've Had The) Time Of My Life«, som blev et hit via den succesfulde b-film »Dirty Dancing«, gudhjælpemig trukket af stalden igen og placeret midt mellem bøvede beats og synthesizere, der lig alt andet i løbet af de fire minutter og 54 sekunder er designet til at fungere på alverdens sprittågede varianter af Sunny Beach.

Høhø og kynisme

Nu skal et album naturligvis ikke dømmes på et enkelt nummer, men det bliver bare aldrig bedre på »The Beginning«, hvor alle numre synes at bygge på samme kyniske målsætning om at lave hits, som virker friske ved første lyt, men siden viser sig at være kvalmende ligegyldige - da er pladen bare købt og skaden sket.

Et par eksempler på disse numre, der smitter som pesten er »XOXOXO« med sit vocoder-fordrejede omkvæd og den disco-syge »Fashion Beats«, hvor den ellers udmærket syngende Fergie leverer en slatten vokalpræstation.

Hvor høhø-bøvet og i sidste ende koldt albummet er, står dog klarest i »Love You Long Time«, hvor titlen og omkvædet er et spil på asiatiske prostitueredes måde at tiltale kunder på.

Umorsomt og utiltalende. Præcis som resten af »The Beginning«. Som man kun kan håbe bliver en slutning.