Nogle bands opnår anerkendelse, fordi de gør noget nyt. Andre fordi de gør noget ualmindeligt godt. Og så er der dem, der gør begge dele. Som nu Iggy And The Stooges, der meldte sig sidst i 1960erne, hvor det psykedeliske, værkorienterede og blidt favnende var fremherskende i musikken.
Iggy Pop og hans band var noget nær det modsatte med deres korte, stikkende numre, hvor den provokerende primitive rytmesektion – bas og trommer – aldrig fandt ind i nogen swingende bevægelse. Sådan som tidens øvrige rockbands ellers gjorde det.
Bandet var som The Velvet Underground ude af sync med tiden på sand avantgardistisk vis, men på en mere vulgær og primal facon, som punken siden annammede. Men når Iggy And The Stooges, der nu udgiver deres femte album »Ready To Die«, stadig vækker opmærksomhed, skyldes det primært deres 1973-udspil »Raw Power«.
Her hersker en tynd, hvid lyd – som producer David Bowie var med til at finde – og rudimentære sangstrukturer, som bandet bakker op med fuck you-attitude og en ekstrem intensitet, der gør albummet til en evigt medrivende oplevelse. Og så er der selvfølgelig også Iggy Pop, som ikke bare er blevet et popkulturelt ikon, men også har været med til at forme forestillingen om den vilde, farlige rocksanger – hvor klichétung den end måtte synes i dag.
Siden »Raw Power« har Iggy & The Stooges været en turbulent størrelse med udskiftninger, opløsning, gendannelse, dødsfald og Iggy Pop på egen hånd. Og »The Weirdness« fra 2007 – 34 år efter »Raw Power« – var et sølle comeback.
Men, men men! »Ready To Die« er et langt bedre album, hvor det allerede i åbneren »Burn« kan høres, at guitarist James Williams er tilbage for første gang siden »Raw Power«. Han hugger direkte og simpelt i sine seks elektriske strenge og spiller med og mod Iggy Pops vokal, der som altid er slingrende og nærværende på én og samme tid. Og et andet blodhidsende indslag er »Dirty Deal«, der bestemt ikke røber, at trioen bag er langt ovre både deres anden og tredje ungdom.
Sex og penge
Andre steder viser Iggy And The Stooges dog, at de har flere gear og temperamenter. Først med den übercool »Sex & Money«, hvor håndklap møder horn, og siden i en lille håndfuld afdæmpede numre. Den akustiske »Unfriendly World« er således mildt resignerende og decideret smuk med en Iggy Pop, som synger »Hang on to your girl/’cause it’s an unfriendly world«. Afspændt er også den diskret knejsende »Beat That Guy«, og endelig er der lukkeren »The Departed«, hvor Iggy Pop hilser indfølt på dem der gik og dem der døde til tonerne af sart lap steel.
Ikke alt på »Ready To Die« er måske lige så rørende eller vitalt som de nævnte numre, men det der først lignede endnu et langt fartgalt rockridt viser sig altså at være mere nuanceret end som så. Og sådan er det jo at blive ældre. Man ser livet og døden fra flere sider. Også selvom man er et gammelt, halvnøgent rockudyr.
