De fandt deres navn ved et tilfældigt nedslag i et leksikon. Rapid Eye Movement, stod der, og forkortelsen af de tre ord var i det mindste bedre og mere cool end Twisted Kites - det navn, de hidtil havde spillet under.
Men tilfælde eller ej. R.E.M. har vist sig at være det helt rigtige bandnavn. Ordenes henvisning til øjets flimren i drømmefasen passer perfekt til de sange, Georgia-foretagendet har givet verden gennem 28 år og 14 plader.
Her har fantasi og virkelighed, sjæl og krop, poesi og rock fundet sammen i en gennemmelodisk og vibrerende musik, og nogle af de allerbedste steder at opleve den er på »Murmur«, »Life’s Rich Pageant«, »Green«, »Automatic For The People« og »Monster«.
Historien om R.E.M. er dog ikke én lang kunstnerisk triumf. Amerikanerne er som mange andre kunstnere løbet ind i alderens grumme paradoks. For hvor de ved begyndelsen i 1980 var sprængfyldte med melodier og ideer, men ikke så megen instrumental kunnen, så er de sidenhen kommet i den omvendte og noget mere problematiske situation, hvor der er fuldt styr på instrumenterne, men ikke så mange gode melodier at tage af - ikke ulig andre superligabands som The Cure, Depeche Mode og Radiohead.
Og da R.E.M.s 2008-album »Accelerate« flere steder blev hyldet som et kunstnerisk comeback, så lignede det mere ønsketænkning end ædruelig vurdering. Derfor er det også med nogen ængstelse og temmeligt lave forventninger, at der trykkes PLAY, og »Collapse Into Now« - bandets 15. studiealbum - sættes i gang.
Men hvis »Accelerate« blev kaldt et comeback, så er »Collapse Into Now« det. Samlet set er det ikke på niveau med de nævnte mesterværker, men der er flere gode sange samlet her end på R.E.Ms seneste tre plader - tilsammen.
I »Überlin« bæres en mild, let eftertænksom melodi frem af Peter Bucks western-guitar, mens Mike Mills’ bas og andenstemme lægger sig om Michael Stipes sangforedrag. »Hey now, take the U-Bahn, five stops, change the station«, synger han, og mon ikke de ord er skrevet, mens R.E.M. indspillede i Hansa Tonstudio i Berlin.
Siden tager »Oh My Heart« over og bevæger sig i samme stemningslag, men forsires med horn, harmonika, mandolin og violin og omkvædet »Oh My heart, oh my heart«, som meget få kan slippe af sted med. Men Stipe kan, fordi hans let raspede stemme klinger inderligt, alvorsfuldt og troværdigt. Han er ikke bare en gave at lytte til her, men på hele »Collapse Into Now«, hvor han som altid bevæger sig i et poetisk, romantisk tonet tekstunivers, som aldrig bliver så konkret, at lytteren/læseren lukkes ude.
Og hvor strofernes og stemmen vækker minder om forskellige steder i bagkataloget, så gør de 12 sanges sound og melodik det også. Hver eneste af dem er simpelthen et lydspor, som fører tilbage til tidligere udspil. Til den semiakustiske »Automatic For The People«, til den rockende »New Adventures In Hi-Fi«, til den fint facetterede »Reveal« eller til
Albummets allerbedste sang går heller ikke fri af en sammenligning. Den lyder således som mesterstykket »Country Feedback« fra 1991-gennembruddet »Out Of Time«.
I »Blue« svøbes en akustisk guitar således i feedback, mens Stipe mere taler end synger sig igennem de ordtættede kæder. »I want Walt Whitman proud, Patti Lee proud, my brothers proud, my sisters proud, I want me, I want it all«, lyder det fra ham, og inde mellem de beat-inspirerede tirader toner Patti Smith frem med sin på én gang stoiske og sorgmættede stemme.
Det er sugende smukt, og R.E.M. har ikke lydt bedre i årevis, og gæsteoptrædener fra Eddie Vedder, Lenny Kaye, Joel Gibb og Peaches løfter også albummets generelle niveau.
»Collapse Into Now« er i det hele taget meget mere end man som gammel, lidt træt R.E.M.-aficionado havde turdet håbe på. Og de gør vel det eneste, man kan gøre som aldrende rockband, hvor ideerne ikke længere sidder så tæt: Lader sig inspirere af det bedste fra eget bagkatalog. Det er der kommet en grundgod plade ud af, som man kan drømme sig væk til.
Med spidset øre og flimrende øje.
