Når en gadedreng smider sten gennem ruden, er han faktisk en slags komponist, skrev selveste Carl Nielsen engang. For drengen vil jo have en bestemt virkning frem. Det skulle lyde på en bestemt måde!
Klang 2016 er i gang. Hovedstadens største festival for avantgardemusik begyndte i weekenden og har foreløbig gjort sig både udendørs og under tag.
Udendørs således i Fælledparken lørdag aften med franske Erwan Keravec på sækkepibe og med tre meget omtalte jetmotorer mellem småsnakkende og stordrikkende sommergæster.
Værket hedder »Pulsing Pipes« og er udtænkt af instrumentmageren Lars Kynde og kunstnerkollektivet Illutron i fællesskab. De tre piloter står højtideligt i flyverdragter og spiller efter noder. Høje drøn og rytmiske stød fylder grønsværen. Sækkepiben kan kun lige anes mellem dem.
Mangen tilhører bliver forlegne over den slags værker. Folk er trods alt dumpet ned i herligheden ufrivilligt. Og hvilken funktion har de tre maskiner egentlig?
Ikke nogen. Jetmotorerne er til klanglig brug. Allerede dét slår mange tilhørere med forbløffelse. Og de svinger allerede nu med på arrangørernes grundidé: At maskiner altid står få meter fra os og altid har en oplevelse parat. Som når vi sætter os ud i bilen og glæder os over motorens stille snurren. Vi omgiver os med magiske musikinstrumenter hver eneste dag og skal egentlig bare åbne ørerne for dem.
Stærkt beruset sommergæst
Lydtrykket i Fælledparken den lørdag overdøver muligvis protester som »Skal det nu være kunst« og »Dét kunne jeg også have lavet.« Men også den reaktion er guld værd. For arrangørerne er i samme øjeblik kommet på almindelige menneskers radar: Hvis du selv kunne have fået den idé, så får du det forhåbentlig næste gang – held og lykke i kulturens verden.
Selv da en stærkt beruset sommergæst af kvindekøn stiller sig op på sækkepibesolistens plads og skaber sig, har arrangørerne i en vis forstand vundet. Finder du også det orange podium lidt sejt? Gad du godt stå der helt officielt?
Hele setuppet på Fælledparkens græs viser sig hurtigt som en duo i kæmpeformat: En sækkepibe har som bekendt tre rør stikkende op i luften. Og musikværket har på samme måde tre jetmotorer med fælles styring. Sækkepiben fordobles med andre ord af motorerne på det gigantiske græsareal – lidt som om den var Gud og havde skabt verden i sit eget billede.
Teknikken er så ikke helt i top den aften. For når vinden blæser, kan jetmotorerne ikke starte. Mindst én af de tre motorer kommer aldrig rigtig i gang, hvorfor hele den triangulerende effekt går en smule tabt.
Værket er til gengæld på tale indtil flere steder i Europa og får altså en chance eller to mere. Forhåbentlig på steder med knap så lunefuldt vejrlig.
Alternative spillemåder
Erwan Keravec improviserer videre på sin sækkepibe og sætter en procession i gang. Sådan et optog i familie med Rottefængeren fra Hameln og dødedansen fra »Det syvende segl«.
Rækken af tilhørere trækkes ud af Fælledparken og hen til pladsen foran Teater Republique, hvor John fra John’s Deli serverer gratis hotdogs med alt fra ristede løg til revet gulerod. Folk taler stadig om »eksplosionsmotorerne« og griner hjerteligt.
Musikken inden døre leveres af Athelas Sinfonietta Copenhagen under ledelse af franske Pierre-André Valade. Og hvis man løser billet til resten af festivalen med forventning om masser af Debussy, så husk: Klang 2016 er avantgarde og dermed det nyeste nye. Hygge, velsmagende kaffe i krus – men først og fremmest musik med længsel efter fremtiden.
Det officielle åbningsarrangement i et næsten fyldt Teater Republique viser sig hurtigt som musik uden musik i traditionel forstand. I hvert fald for den første halvdels vedkommende. Et godt navn for stilen kunne være instrumental konkretisme:
Musikerne spiller på helt almindelige klarinetter, basuner, horn, violiner med videre. De trakterer bare aldrig instrumenterne på den sædvanlige måde og sjældent spiller en regulær tone. De vender oboen på hovedet, tapper tyst på trompetens ventiler, banker på violinbuen med en anden violinbue.
Stilen begyndte vel hos György Ligeti for et halvt århundrede siden, blev stor med den endnu levende Helmut Lachenmann og dyrkes herhjemme af særligt Simon Steen-Andersen.
Frugtbart kaos
Åbningen lagde flot nok ud med Daniel Moreira – komponist af årgang 1984 og dermed et af de yngste navne i serien. Brasilianerens fine »Countdowns« fra forrige år trækker på de legendariske nedtællinger fra NASAs storhedstid. Optagelserne er vævet ind i værket og suppleret med hektisk aktivitet hos musikerne. Højdepunktet falder nøjagtig midtvejs: Publikum får lyden af en faktisk opsendelse!
Og tonekunst handler jo meget om tid. Ethvert musikstykke er helt bogstaveligt et urværk. Så når der går kludder i nedtællingen, kan det frugtbare kaos for alvor begynde – og dermed kunsten. Interessant!
»Trois profs, prouve le parfait« af vor egen Kristian Rymkier og »Irimi« af svenske Malin Bång kører videre i det konkretistiske spor. Begge stykker klinger rutineret, dygtigt komponeret, vellykket i jagten på nye ideer, om end svenskerens af og til kan mangle fornemmelsen af indre nødvendighed.
Fravalget af lyd spiller en stor rolle hos dem begge. Og masser af symbolske bevægelser hos musikerne. Man får flere sindbilleder end klangbilleder. Som når eventyrlystne Mathias Reumert på slagtøj skal løbe ud på bagscenen for hvert slag eller banke hårdt til to vældige klangplader på samme tid.
Instrumental konkretisme er allerede blevet en stil med masser af »do’s and dont’s«, hvilket i en vis forstand var det, avantgarden skulle ud over. Men det er samtidig sjovt alt sammen, faktisk dybt underholdende fra først til sidst – og for første gang i historien en avantgarde uden krav til den almindelige lytter.
Hakkebræts-virtuos
Verdenspremieren på Niels Rosing-Schows ambitiøse »FlashNight« ender alligevel som lidt af et højdepunkt den aften og modtages med stor begejstring. Man får helt regulære toner og rytmer i ørerne denne gang. Og man får skønhed uden sentimentalitet. Den danske komponist og professor sætter relativ mange musikere i sving og bruger dem både smagfuldt og farverigt – herunder en poetisk storspillende Hélène Navasse på solofløjte.
Så det kan altså lade gøre: at skrive musik på helt tradionel vis og alligevel lyde fuldstændig ny.
Åbningens grande finale i form af Leopold Hurts store »Gatter« har straks vist sig som mere kontroversiel. Den unge tysker virker overordentlig virtuos på elektrisk citar. Et hakkebræt lidt som det, man kender fra filmen »Den tredje mand«. Men selve musikken er bygget på toner helt uden for europæisk tradition. Han trækker på lidt gammeldags melodier, men bøjer dem som ballondyr. Det er en trinløs og overordentlig udtryksfuld kunst.
Klang-festivalen er vokset siden sidste sæson og bliver vistnok endnu større næste år. Hovedstaden har fået en avantgardefest med europæisk potentiale. Festen fortsætter frem til fredag.
De første arrangementer smager i den grad af mere.
