På papiret er det først til næste år, Prince skal vise verden, at den aldrig må glemme ham. I 2008 er det 30 år siden, Prince første gang satte sin signatur på forsiden af et albumcover. Desuden runder den klejne multimusiker, sangskriver og sanger det store hjørne, de 50, den 7. juni.
At han kan fejre både jubilæum og fødselsdag med god samvittighed, bør ingen være i tvivl om, slet ikke efter hans grandiose comeback i 2004 med den storswingende »Musicology«-skive og den gedigne opfølger »3121«, som han i sensommeren ville spille London og kun London tynd med.
Men allerede i dag tager Prince på mange måder forskud på festivitasen med »Planet Earth«, som skåret ind til benet klinger som en slags opsamlingsskrive i lyd, tekstligt emnevalg og melodi over det meste af hans lange karrierespænd. Således er den legendariske sound fra »Diamond and Pearls« at høre igen på»Future Baby Mama«, den næsten mildt sagt guddommelige guitarlyd fra »Purple Rain«åbner »Lion Of Judah«, et nummer som i øvrigt lyder som en tvillingesøstersang til »Money Don´t Matter 2 Night«.
Sådan kan man blive ved med at hitte snipletter og paraleller i den gigantiske sangskat, som Princes pladekatalog udgør.
På sæt og vis er det som at komme hjem, slå sig ned i sofaen og dele en flaske vin med en gammel ven. Men det er samtidig ikke helt nok. Ikke at Prince nødvendigvis behøver genopfinde sig selv, som han havde for vane (og held med) helt frem til og med den første halvdel af halvfemserne. Husk på at den fem-stjernede »Musicology« også eksponerede et blend af fortiden, den mere ekstroverte og eksplosive, med sit fokus på uptempo og dansabel funk, pop, soul og rock spillet og sunget med den flossede kant og coole skødesløshed, som altid har klædt de bedste produktioner fra Princes hånd.
Denne gang er det dog ikke primært i festen og farten, lytteren møder mesteren fra Minneapolis (faktisk kun for alvor i den flyvende »Guitar« som uden blusel kunne indgå på mesterværket »1999«!). Tværtimod befinder han sig bedst i mellemtempo og helt nede ved gulvbrædderne, hvor han bl.a. samler milde, musikalske ballader op fra kasser fyldt med elementer af jazz og cremet soul (lyt især til »Somewhere Here On Earth«).
»Planet Earth« er som sådan i orden, men det er ikke en af de nøgleplader, man for tid og musikalsk evighed vil forbinde med manden på de høje hæle, dertil er det hele hørt før, lige som den rummer flere småoverflødige skæringer. Hvad man derimod kan håbe på er, at den produktive Prince har gemt guldet til en majestætisk selvfejring i 2008.
