Producerduo dræner EDM-genren for energi

DJ- og producerduoen The Chainsmokers følger en fantasiløs skabelon for EDM-musik til punkt og prikke på deres anden ep »Collage«.

I de senere år er indflydelsesrige popproducere blevet lige så synlige som de kunstnere, de leverer lydsider til. Aktuelle The Chainsmokers består af de to amerikanske DJs og producere, Andrew Taggart og Alex Pall, hvis sange er blevet afspillet milliardvis af gange på Spotify.

Sangene på deres anden ep, »Collage«, følger den samme skabelon for intetsigende EDM. Introen med blidt klaver- eller guitarspil og en luftig, anonym kvindevokal. Dernæst pustet, som fra opknappet sodavand, og så er broen skudt i gang.

På »Don’t Let Me Down« summer synthesizeren som en bi, der er for efterårstræt til at blive arrig. »Collage« er alt for forudsigelig til at kunne være reelt festlig eller værdig til nærlytning. Pernille Smith Larsen

Hvem: The Chainsmokers

Hvad: »Collage«, Sony Music