Prinsessen, der blev poprebel

»Miley Cyrus And Her Dead Petz« er et rablende skørt indspark fra en sangerinde, der er fast besluttet på at drive gæk med folks forventninger.

Miley Cyrus poserer for fotograferne ved ankomsten til MTV Video Music Awards 30. august i Los Angeles. Foto: Danny Moloshok/Reuters Fold sammen
Læs mere

Det er svært at få billedet ud af hovedet, når det først har sat sig fast på nethinden. Hun sidder letpåklædt overskrævs på en af de dér kæmpekugler, man bruger til at rive bygninger ned med. Hun rider på den. Kun iført Sloggi-trusser, en kort top, der afslører den bare mave og så et par Dr. Martens-støvler. Rød læbestift og lange hvidmalede negle.

Hun har en stor muggert mellem hænderne. Hun rækker tungen ud. Lader den cirkulere blidt på hovedet af den tunge hammer. Det næste øjeblik er hun komplet nøgen. Holder muggerten mod sit bryst. Slikker på den igen.

Og nej, det er altså ikke et tvivlsomt manuskript til en low budget-voksenfilm. Det er derimod den allerede nu ikoniske musikvideo til Miley Cyrus’ kæmpehit fra 2013, »Wrecking Ball«. Good clean family entertainment, you can trust? Nej.

Ikke alle har taget lige let på den forvandling, den 22-årige sangerinde har undergået.

Den tidligere barnestjerne fra Disney Chanel-serien om den 13-årige generte og småkiksede teenagepige Miley Stewart, der lever en hemmelig tilværelse som det kulørte popidol Hannah Montana, som hun forvandler sig til, når hun tager sin paryk på, er nu er ukontrollabel festhungrende sexkilling i løbetid.

Den slags kan den mere frelste del af familien Amerika ikke så godt lide. Men sex sælger som bekendt. I Miley Cyrus’ tilfælde endda rigtig godt. Hendes album »Bangerz« solgte 270.000 eksemplarer i den første uge og gik nummer 1 i en lange række lande, også USA.

 

Herefter fik den ikke for lidt. Komøg-country-bøffen Billy Ray Cyrus’ lille Disney-kid var nået til den rebelske og kønsmodne alder. Hun var træt af at være et kristent dydsmønster for småbørnene foran TV. Nu skulle hun rigtig slå sig løs med trutmund, vilde MDMA-fester, uforpligtende one night stands og naughty-pop.

Men var det hendes egen konstruktion, eller var hendes nye og eksplicit sexfikserede image en nøje kalkuleret markedsføringsstrategi fra et pengegrisk pladeselskab? Hvem ved? I hvert fald virkede transformationen efter hensigten.

Frygtløse freaks

Det er dog næppe som et led i nogen form for PR-strategi med millionsalg for øje, at hun nu har hooket op med Oklahomas frygtløse freaks, syrepop-veteranerne The Flaming Lips med den karismatiske weirdo Wayne Coyne i front.

I hvert fald lyder det syreboblende musikalske afkom, »Miley Cyrus And Her Dead Petz«, ikke som noget, der vil finde sig specielt godt hjemme på hitlisterne. Hertil er materialet alt for knudret, rundtosset, skizofrent og generelt ufokuseret til at kunne trives. Miley Cyrys tester sit kernepublikums tålmodighed.

Albummet har en spilletid på halvanden time og indeholder ikke mindre end 23 sange. The Flaming Lips er gæster på halvdelen. Det hele lyder mest af alt som en shoppingtur på LSD i Toys’R’Us, hvor konfettikanonerne skyder med farverigt skyts, og tøjdyrene vækkes til live for at deltage i vanvidsfesten.

Det kan man jo så opfatte som enten en god eller en dårlig ting alt efter ens smag.

Faktum er, at det i hvert fald ikke vrimler med uforpligtende hitsange af »Wrecking Ball«-kaliber på »Miley Cyrus And Her Dead Petz«. Til gengæld er der blandt de mange brogede bolsjer i posen en række sjove og pilskæve indslag, som det er svært at stå for.

Den adstadige melankolske syreballade »Karen Don’t Be Sad« har The Flaming Lips’ lydskulptør Steven Drodzs skæve touch malet over det hele. »The Floyd Song« er en stilfærdig, stemningsfuld kosmisk rejse. »Cyrus Skies« er en dopet slowburner, hvor Cyrus lyder langt mere moden og sjælfuld, end når hun er i stripperpop-humør.

Ligeledes er den krøllede vuggevise »Tiger Dreams«, som gæstes af den knuselskelige artpop-særling Ariel Pink, et af albummets gode indslag.

Mere spøjst end skarpt

Men der er også meget unødigt fyld. Numre, der enten er for fjollede eller simpelthen for dårlige. Sådan er det med den goofy »Pablow The Blowfish«, som er en fladpandet joke af en kærlighedssang, hvor Miley besynger sin ulykkelige kærlighed til en pindsvinefisk.

Helt patetisk bliver det til slut i nummeret, hvor hun begynder at græde. Her har der vist været for mange LSD-drops i kaffen.

»I Forgive Yiew« er en enerverende tilgivelsessalve med et tamt hiphop-beat og et forkølet rapflow fra Cyrus. Og der er en del af den slags.

Noget musikalsk storværk er her altså ikke tale om. Andet end rent længdemæssigt. Og det her er heller ikke albummet, der endegyldigt manifesterer Cyrus som en moden og intelligent popkunstner.

Derimod er det et rablende skørt indspark fra en sangerinde, der er fast besluttet på at drive gæk med folks forventninger til hende. En kærkommen kortslutning, som er mere spøjs end skarp.

Men den slags skæve mellemregninger er tit nødvendige for at komme videre, og én ting er sikkert. Vi har ikke hørt det sidste til Miley Cyrus.

Lige meget hvad folk så måtte synes om udgivelsen. Den rebelske »I-don’t-give-a-fuck«-attitude er kommet for at blive. Om man så kan lide det eller ej.

Hvem: Miley Cyrus.

Hvad: »Miley Cyrus And Her Dead Petz«, selvudgivet via Smiley Miley Inc.