Prince: Internettet er dødt

Det amerikanske pop-ikon Prince afslører, at han forbyder al sin musik på internettet. I stedet vil hans nye plade blive uddelt gratis på gammeldags CD.

Prince på orange scene. Roskilde Festival 2010. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kristoffer Juel Poulsen

Prince er en af de mest populære popmusikere gennem de seneste 30 år. Det er mange musik-elskere verden over enige om. Alligevel er det ikke meget, omverdenen kender til pop-ikonets liv uden for rampelyset. Han har altid været sky overfor verdenspressen, og hemmelighedsfuld om sit privatliv.

I et nyt interview med avisen The Mirror giver Prince sit første britiske private interview i 10 år. Det sker som optakt til hans nye plade 20TEN, som frigives på lørdag – og i forlængelse af hans koncert på Roskilde Festival, som Berlingske Tidende gav seks stjerner.

Billedserie: Roskildes mest lysende stjerner

I interviewet afslører Prince, at han er fuldstændig færdig med at bruge internettet til at sprede sin musik.

Internettet er dødt

I modsætning til mange andre musikere, har han forbudt YouTube og iTunes at videregive sine hits, og han har også lukket sin egen officielle hjemmeside. I interviewet med the Mirror (eksternt link) siger Prince:

- Internettet er fuldstændig dødt. Jeg kan ikke se, hvorfor jeg skal give min nye musik til iTunes eller nogen som helst andre. De vil ikke betale mig forud, og de bliver sure, når de ikke får hvad de vil have, siger Prince.

- Nettet fylder bare dit hoved med numre, og det kan ikke være godt for dig, siger Prince.

Læs også: Anmeldere i ekstase over Prince

I stedet udgiver han sit nye album på CD.

Den vil blive uddelt gratis til med aviserne The Mirror og Daily Record i England og Irland, og med Het Nieuwsblad og De Gentenaar i Belgien. Senere vil 20TEN blive uddelt gratis med musikmagasinet Rolling Stones i Tyskland, og det forventes, at albummet også vil blive uddelt gratis i resten af verden.