Det var en meget målrettet og afklaret Thomas Agergaard, der denne aften indtog scenen i Copenhagen Jazz House sammen med et hold af både velvalgte og eminente musikere.
Den nu 45-årige musiker er et velrenommeret navn på den danske jazzscene. Alligevel har han i de senere år valgt at være lidt usynlig. Men han er ikke blevet glemt. Tværtimod. Det fyldte jazzhus talte sit klare sprog om forventning.
Thomas Agergaard har utvivlsomt arbejdet intenst med sin musik og måske har han ikke mindst tænkt over, hvad musik er for en størrelse.
Her var den i hvert fald - indledningsvis med et ekspressivt tonebombardement - med efterklange af europæisk avantgarde. Men der var ikke tale om noget vildt eller noget fortænkt. Her handlede det om åbenhed og kreativitet, og også om disciplin og så måske ikke mindst om at være til stede i nuet.
Thomas Agergaard har nu udviklet en så fornem, organisk og personlig klang på sin tenorsaxofon, at han kan udtrykke sig meningsfyldt med blot en enkelt tone. Dertil forstår han at anvende pauser, og hans improviserede tonerækker fremstår som en fortælling, et foredrag eller en prædiken i ordets bedste betydning.
En række kompositioner eller skitser lå til grund for denne aftens musikalske forløb, men der var i høj grad tale om intuitiv musik, som blev skabt af mennesker i uophørlig kommunikation.
Enhver, der kender pianisten Carsten Dahl og trommeslageren Marilyn Mazur, ved, at det er musikere, der bare er helt på hjemmebane, når der skal kommunikeres og improviseres og opbygges nye musikuniverser. Og det er overflødigt at sige, at begge ydede fascinerende præstationer.
Og så satte aftenens fjerde musiker da også i høj grad sit præg på begivenhederne. Den nu 59-årige tjekkiske bassist Miroslav Vitous, der i mange år har arbejdet i USA, kan virkeligt komme omkring - både virtuost, reflekterende og opfindsomt - på en kontrabas, og dertil kan han levere et imponerende buespil, der nærmest har en saxofonagtig lyd.
Aftenens musik bevægede sig fra de statiske mønstre og rundgange til en varm og bevægelig puls og retur, og der var melodier, som ikke sjældent havde fine stænk af nordisk folklore, og som fik de fire musikere til at kreere nye melodilinjer - og så bare lige gribe hinandens idéer i flugten.
Anden afdeling blev indledt med duospil af Thomas Agergaard og Marilyn Mazur. Saxofon og trommer kan jo nemt udvikle sig til en blandet fornøjelse, men her var det bare ren fornøjelse. Der spilles jo meget trommer, og trommeslagere får hyppigt alt for meget spillerum. Men Marilyn Mazur gør en forskel. For der er fortsat magi i hver eneste lyd, hun skaber på sit sindrige slagtøjsarsenal.
Efterfølgende blev der plads for et herligt stykke klaver/bas/tromme-jazz, inden Thomas Agergaard atter som manden i midten lod sine melodier og sine udsagn flagre af sted. Og så blev der tid til noget hidsigt uptempo-musik og slutteligt et rigtig romantisk stykke med en stille puls og nogle fine referencer til jazzstandarden »Stella By Starlight«. Jo, stjernestunder var ingen mangelvare.
