Da koncerten med Aerosmith blev annonceret, skulle det amerikanske rockband spille i fængselsgården i Horsens med plads til kun 12.000 tilskuere. Dejligt lille sted til så stort et band, tænkte man. Koncerten blev dog udsolgt på kort tid, og derfor flyttede man den udenfor, så der kunne sælges op til 35.000 billetter.
For os der var til stede blev det heldigvis kun til 18.000, så der var godt med albuerum. Det var således ikke noget problem at stå meget tæt på scenen, hvis det var det, man ville.
Det er syv år siden Aerosmith sidst var i Danmark for at give koncert, og det er rundt regnet dobbelt så lang tid siden, de har skrevet en god sang.
Ydermere var der for få år siden skærmydsler i bandet mellem guitarist Joe Perry og frontmand Steven Tyler. Problemerne ser heldigvis ud til at være lagt bag dem, for Aerosmith leverede et overraskende potent rockbrag af en koncert. Og de så ud som om, de stadig godt i den grad gad.
De fem musikere i bandet har spillet sammen i mere end 40 år, og rollerne er klart fordelt. Joey Kramer på trommer, Tom Hamilton på bas og Brad Whitford på guitar holder sig i baggrunden, og Joe Perry på leadguitar og Steven Tyler myldrer hele tiden ud og ind imellem hinanden helt fremme på scenen.
Bogstaveligt talt ankom de op gennem en gangbro, der rakte tyve meter ud i menneskehavet. Midt ude blandt publikum.
Og der opholdt de sig i store dele af den time og tre kvarter, som koncerten varede. En overrumplende start for et band der helt åbenlyst både sætter showmanship højt uden at give køb på den gode sang med bund i den bluesbaserede hårde rock.
Tyler er en ultraprofessionel og elegant frontmand. Han er 66 år men i form som en mand på det halve. På en og samme tid SÅ meget mand og alligevel fyldt med feminine kattelignende bevægelser i sin leg med mikrofonstativet. Han er fascinerende at følge og hans stemme kan stadig klare en fræsende falset uden de mindste problemer. Han er simpelthen stadig en af rockmusikkens bedste forsangere.
Det siger sig selv, at Aerosmith kan skrue en sætliste sammen, der giver de fleste andre baghjul. Faktisk er de to bands i ét. For det første et amerikansk rockband fra 1970’erne og dernæst bløde ballademagere fra 1980erne og 1990erne på MTV.
Det sidste er mindst interessant, men heldigvis rockede sættet da også mere, end der blev indbudt til at tænde lightere. Det er imponerende, at bandet stadig gider give os deres klassikere, som om de stadig mener dem. De er spillet med spændstig præcision og musikalsk overskudsgnister og bliver aldrig hverken sjuskede eller sjaskede. Og der er tilsyneladende god energi mellem Perry og Tyler.
Når man er i deres alder, turnerer man kun, hvis man kan lide det, og det kan Aerosmith tydeligvis. Det er muligt, at bandet ikke betyder noget særligt i nutidens musikverden, men musikalsk integritet og stribevis af hits leveret med et stærkt øje for underholdningen går aldrig af mode.
Aftenens eneste gåde i Horsens var publikum. De fleste tilsyneladende lejlighedsvise koncertgængere, der gik mere op i at holde deres plads i menneskehavet end i at blive et med musikken.
Hvor ser man ellers til koncert et grånende ægtepar, der skælder to unge musikinteresserede piger ud for at juble og danse. Vel at mærke mens de stod fem meter fra en Steven Tyler i topform. Magen til campingmentalitet og ligusterfascisme skal man lede længe efter!
Aerosmith gav den gas fra starten med »Eat the Rich«, mod slutningen - med comebackhittet fra 1987 »Dude Looks Like a Lady« - kom hænderne for alvor i vejret hos et forsigtigt publikum, der generelt slet ikke magtede at deltage i den fest, som bandet lagde op til.
Aerosmith, Ved fængslet i Horsens, fredag aften.
