Postpunk i pensionsalderen

Postpunk-pionererne i The Pop Group og Gang of Four er tilbage med nye album. Er der fortsat ild i de politiske paroler? Og bider musikken stadig?

»Citizen Zombie« af The Pop Group og »What Happens Next?« af Gang of Four Fold sammen
Læs mere

New wave, nyrock eller postpunk. Svært definerbart barn fik mange mere eller mindre rammende navne klistret på sig i slutningen af 70erne.

Lad os her, for nemheds skyld, kalde det postpunk. Fra punkens første bølges aske rejste sig en række bands, der videreførte oprøret mod den etablerede mainstreamscene, men som var mere eksperimenterende og musikalsk strittede i snart sagt alle tænkelige retninger.

To af datidens mest progressive navne var de engelske bands The Pop Group og Gang of Four, der begge dyrkede et eksplicit politisk ladet udtryk. Begge er atter albumaktuelle her 35 år efter postpunkens storhedstid.

Men brænder ilden stadig?

Ingen åreforkalkning

The Pop Group fra Bristol har ikke udsendt ny musik siden 1980, men på »Citizen Zombie« er originalbesætningen (guitaristen John Waddington undtaget) igen samlet.

Her fremstår gruppens polymorfe miks af avantgardisme, dub, free jazz, funk og punk nemlig som en ganske effen opdatering af dens lyd fra back then, hvor både lyrik og musik fortsat bider fra sig. Ingen synderlige tegn på åreforkalkning her!

Blandt de bedste indslag er det voodoo-syrede titelnummer, den ætsende skæve ballade »Nowhere Girl« samt den funkpoppede »s.o.p.h.i.a.«, der alle besidder stærk melodiøsitet og dragende sonisk mystik.

Samtidig står Mark Stewards politiske indignation fortsat skarpt i teksterne. Når han f.eks. i den hysteriske »Box 9« manisk rabler: »Have we created a monster?/Have we created a Frankenstein?«, er man aldrig i tvivl om, at det er nutidens samfund, han refererer til.

Det har han ikke meget tilovers for. I hans øjne er vi en flok skrupelløse kynikere, som har skabt et monster, vi ikke længere kan kontrollere.

Måske har han ret?

Hvorom alting er, så er det i hvert fald ganske rart at have The Pop Group tilbage.

Maskeret soloplade med gæster

Blusset brænder markant svagere hos Leeds-veteranerne Gang of Four, hvor guitarist Andy Gill i dag er eneste tilbageværende originalmedlem.

I den forstand er »What Happens Next?« reelt set mere en maskeret soloplade, hvor Gill får selskab af tre faste lejesvende samt en række mere eller mindre prominente gæster som The Kills’ Alison Mosshart og The Big Pinks Robbie Furze, end et Gang of Four-album.

Alligevel er albummet udsendt i den legendariske gruppes navn – en temmelig tvivlsom karrierebeslutning?

I hvert fald er anstrengelserne resulteret i et både stift og stilforvirret kuld sange, som febrilsk kaster sig ud i alt fra rundtosset punk-funk over minimalistisk electrorock til storladen Peter Gabriel’sk artpop, uden at de på noget tidspunkt rigtig gør større væsen af sig.

Nok er Gills snoede og elektrificerede funk-spastiske signaturriffs præsent på »Isle of Dogs« og »Broken Talk«, og vel buldrer rytmegruppen med bassisten Thomas McNeice og trommeslageren John Finnegan undertiden med fornem slingrende skævhed som på den samfundskritiske, men dog aldeles harmløse »First World Citizen«.

Afslutningsvis sidder man tilbage og savner detf andenivoldske attack, som gruppen besad i overflod både musikalsk og politisk i sine velmagtsdage for snart mange år siden.

Fire stjerner

Hvem: The Pop Group. Hvad: »Citizen Zombie«, Freaks R Us.

Tre stjerner

Hvem: Gang of Four. Hvad: »What Happens Next?«, Membran.