Klassisk musik for ... båthorn? Pelle Gudmundsen-Holmgreen har altid været god for en provokation. Den just afdøde komponist satte dansk kulturliv på den anden ende med »Plateaux pour deux« i 1970. For han lod to båthorn være truttende solist i sit nye stykke – og satte dem sammen med noget så mondænt som en cello.
Eller hvad med de »Tre sange til tekster af Politiken« fra 1966? Komponisten satte musik til dagbladets noter om alt fra en beslutning i Roskilde Byråd til DFDS’ jubilæumsfest. De tørre opremsninger blev foredraget af en kvindestemme med operapatos og kom lige pludselig i familie med berømmede operatekster.
Kun overgået af »Trafik« i 1994. Athelas Sinfonietta Copenhagen havde foræret ham en bildør i fødselsdagsgave. Selvfølgelig i forventning om et værk med det lidt usædvanlige instrument i hovedrollen. Manden fandt bare aldrig »en ærlig lyd« i den dør, sagde han bagefter.
Dacapo Records har fremskyndet udgivelsen af hele tre albummer med Pelle Gudmundsen-Holmgreen i anledning af hans død mandag eftermiddag. Når man hører dem, virker de mere nødvendige end nogensinde. Og forbløffende lidt bundet til deres tid.
Han skabte rigtignok også ting, man ikke ville sætte på programmet længere. De er tidsbundne, fordi de allerede har gjort deres virkning. Fordi deres budskaber kom ud og meget hurtigt bragte os videre i teksten.
Men de blivende mesterværker ejer en skønhed, der ikke falmer lige med det første. Sikkert fordi de er skabt af et lyttende menneske. Af en kunstner med hjerte for det overhørte.
Forjættende fravalg
Pelle Gudmundsen-Holmgreen kunne forlene det ufine med det fineste i verden. Båthornene lyder næsten rørende som et levende væsen. Hvorimod celloen faktisk kan virke lidt afsjælet. Og hvem siger, den anonyme skriver på Politiken ikke har siddet med en digter i maven?
Udgivelsernes helt store sejr er alligevel deres positive poesi. Pelle var ikke »kun« den modvillige komponist.
Vel allermest bevægende på CDen med BBC Symphony Orchestra under ledelse af danske Thomas Dausgaard: »Incontri« fra 2010 forbliver et af de flotteste orkesterværker på dansk jord. Selv den store »Symphoni, Antifoni« fra 1977 holder fra ende til anden.
Han økonomiserer meget med lyden i begge værker. Bruger nogle helt bestemte toner og springer altså andre toner over. Resultatet er en poesi med fokus på lyden i sig selv. Lyden som en art objekt i egen ret.
Nogle gange gribende smukt. Altid tankevækkende og insisterende på noget så umoderne som den kritiske eftertanke.
Hvad: »Incontri«. Tre orkesterværker med BBCs Symfoniorkester og Thomas Dausgaard.
Hvad: »Repriser«. Fem kammerværker med Athelas Sinfonietta Copenhagen samt Jesper Nordin og Pierre-André Valade.
Hvad: »Green Ground«. Strygekvartetter og vokalværker med Kronos Quartet, Theatre of Voices og Paul Hillier.
Hvor: Dacapo Records.
