Popsange i disen

Hører man til dem, der mener, at et band bør udvikle sig fra album til album, så må The Horrors høre til blandt yndlingene.

På debutalbummet meldte de sig nemlig med et opkørt rockudtryk, som de forlod på opfølgeren, der var en anderledes mørk, manende affære med tråde til My Bloody Valantine og The Jesus & Mary Chain. Nu er Southend-kvintetten så tilbage med »Skying«, som er endnu et skift i stil og sound, og hvor strukturer - der trækker på poppens umiddelbare appel og dansemusikkens dynamikker - lyser inde bag et dis af keys og guitareffekter. Der er desuden hilsener til talrige 1980ernavne - som Echo & The Bunnymen og Simple Minds (!) - men The Horrors formår som oftest at finde sig selv i numrene, hvor Faris Badwans cool, halvt bortvendte vokal gør sig godt. Gad vide, hvad de finder på næste gang ...