Popkunstneren St. Vincent jagter det absurde i nulfejlskulturen

Amerikanske Annie Clark skaber forvreden pop om selvperfektion og afhængighed på sit femte album »MASSEDUCTION«.

St. Vincent aka Annie Clark er tilbage med sit femte, fremragende album »MASSEDUCTION«.
Læs mere
Fold sammen

Hvis vi lever i en perfektionskultur, vil St. Vincent presse det bedste og mest absurde ud af den. På sit femte album spidder den amerikanske sangskriver drømme om perfektion, autenticitet og lykke med sine sylespidse guitarriffs og lyse, krystalklare stemme. Hvis albummet efterlader dig lidt mere frastødt og fascineret af din samtid, så er opgaven vist fuldført.

Billedsiden til »MASSEDUCTION« er pangfarvet, hyper-stiliseret og bizar. Albumcoveret viser et stykke af en foroverbøjet, halvpåklædt (kvinde)krop – forkrampet, pirrende eller begge dele? I »Los Ageless« videoen spiller en gaze-indbundet St. Vincent el-guitar fra operationsbordet. Plastikkirurgen med røde, falske negle og stiletter gør Botox’en klar, mens assistenterne trækker St. Vincents ansigtshud ud til lange flapper.

Det kitschede beat klasker, og guitaren kradser i lakken på »Los Ageless«. St. Vincent synger om Hollywood-byens pacer-mødre og den vinter, der aldrig kommer. Afhængighed og laster plager menneskerne på »Pills«, hvor St. Vincent laver et febrilsk børnerim ud af »pills, pills, pills« mod enhver ubekvem smerte. Det ender i en tåge med en fremragende gæsteoptræden fra saxofonist Kamasi Washington.

På det iltre, rockede titelnummer erkender St. Vincent, »I don’t turn off what turns me on«. Er det digital afhængighed eller afhængigheden af begæret? Nummeret lyder som en efterfølger til »Digital Witness« fra musikerens forrige album. Dengang spurgte hun, hvad er pointen med at sove, hvis det ikke bliver delt offentligt? Hvis søvnen bare bliver en pause, hvad er den så værd?

Selv om St. Vincents krøllede linjer og mindeværdige guitarlir glimrer på sange som »Los Ageless«, »Pills« og »Sugarboy«, er det mest overraskende ved »MASSEDUCTION« balladerne. Så silkeglat har jeg ikke hørt St. Vincent lyde før, og det er et velkomment skift. Violinerne på »Slow Disco« glider og piruetter med en ballerinas ynde. Det pæne udtryk får lidt modstand fra Clark, der synger om at nidstirre fjolset i spejlet og får sin guitar til at ulme mod slutningen.

På flere sange fremhæver St. Vincent (eller måske Annie Clark, kvinden bag alter-egoet?) tab og fejl. Den rørende ballade »Happy Birthday, Johnny« handler om vennen Johnny, der lever på gaden og ringer på nytårsaften for at bede om penge til lidt mad. Johnny har set Annie på TV og i bladene, og hun har forrådt ham, mener han. Melankolien er til at tage og føle på takket være keyboardets mol og den kæntrende slide-guitar. »Of course, I blame me«, svarer hun, den fejlfulde.

Hvem: St. Vincent
Hvad: »MASSEDUCTION«, Caroline International Scandinavia