Popdrenge skruer helt ned for festen

Nik & Jay har valgt at skrue ned for festen og op for eftertænksomheden på deres sentimentale og ikke videre underholdende femte album.

Nik og Jay har skruet ned for festen. PR-foto Fold sammen
Læs mere

Man kan sige meget om Nik & Jay. Men man kan ikke tage fra dem, at de alle dage har været et underholdende indslag på den danske musikscene. Tåkrummende til tider, ufrivilligt komiske, men også festlige og befriende udanske i deres storskrydende attituder.

Alle de ting er de for så vidt stadig på deres femte langspiller »United«. Men blandingsforholdet er lidt anderledes. For ligesom på »Engle Eller Dæmoner« fra 2011 forsøger den dynamiske Værløse-duo endnu engang at bløde de festlige indslag op med nogle mere eftertænksomme og – tør man sige det – modne sange. Ja faktisk i en sådan grad, at balladerne og de højloftede popsange denne gang fylder mere end de regulære partynumre.

Desværre er Nik & Jay klart sjovest at være i selskab med, når de slår hjernen fra og skruer op for festen. Både førstesinglen »Pænt Nej Tak« og »Stop! Dans!« er røvrystende Nik & Jay-partysange, når de er bedst. Med sine tunge, syntetiske beats, bass-drops og hylende EDM-synths er lyden helt på linje med tidens mest populære toner, og når drengenes hooks samtidig sidder lige i skabet, står numrene blandt deres mest effektive feststartere i årevis.

Blottet for personlighed

Så står det langt værre til med balladerne, der er tynget af kilometerbrede klichéer i både tekst og musik. Og her kan patosfyldte gæstevisitter fra seriøse sangere som Søren Huss og Kristian Leth hverken gøre fra eller til. Særligt slem er den sentimentale »Novembervej«, der sejler rundt i sødsuppeklaver og linjer som »kigger altid fremad, men lover at jeg aldrig vil glemme, hvem jeg er, og hvor jeg hører hjemme«.

Undtagelsen er den tilbageskuende »Forstadsdrømme«, hvor vi kommer helt tæt på drengenes opvækst i Værløse. Det er ikke super dybt, men de mange fine detaljer skaber trods alt levende billeder på nethinden.

Det samme kan ikke siges om de to engelsksprogede numre »Ocean Of You« og »United«. Det er ikke Kim Larsen-på-engelsk-dårligt, det er bare middelmådigt. »We don’t lie, we go sky high, deep into the night, let’s get united,« lyder det f.eks. på titelnummeret. Komplet ligegyldigt og blottet for personlighed.

Det er desværre et gennemgående problem på »United«. Det produktionsmæssige håndværk er i orden. Men Nik & Jay selv lyder ofte kedelige og evner ikke at underholde i helt samme grad som før. Og hvad er der så tilbage?

Hvem: Nik & Jay Hvad: »United«, Copenhagen Records.