Pop skabt på spilleglæde

På andet udspil fra danske The Eclectic Moniker flyder genrerne som kontinentalplader, der kolliderer og skaber nye former og strukturer.

The Eclectic Moniker tilfører noget nyt og interessant til dansk popmusik. PR-foto Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Umiddelbart kom jeg til at tænke på Tears for Fears, da jeg hørte det første nummer, »Continents«, på The Eclectic Monikers nye album. Storladen pop, pakket lag på lag og på toppen Frederik Vedersøs sfæriske vokal. En imposant start på dette andet album fra det syv mand store orkester, der sidste år sendte deres debut på gaden.

Siden da er der sket en del. Moniker har fået god succes som et habilt koncertband og har ligeledes høstet en del airplay med nummeret »Easter Island«. Men først og fremmest er The Eclectic Moniker blevet bedre musikere, så tag ikke fejl. Førnævnte reference til Tears for Fears yder slet ikke dette nye udspil fuld retfærdighed. The Eclectic Moniker er først og fremmest helt deres egne, selv om der flere steder er klare referencer til Paul Simon og Weather Report og sågar Gnags.

»Continents« indeholder en blanding af stilarter med poplyden som et pejlemærke gennem hele albummet. Genrerne flyder som kontinentalplader og rammer nogle gange hinanden og skaber hele tiden nye former og overraskende strukturer. Allerede på albummets anden skæring, »Yes, Its Love!«, trænger reminiscenser af verdensmusik sig på i et svingende livsbekræftende rytmeorgie. Førstesinglen, »Sports«, er et umiddelbart hit, men set herfra er nummeret »Norway« klart albummets stærkeste. En følsom popsang med et fængende og iørefaldende omkvæd, der giver Vedersøs stemme masser af rum.

The Eclectic Moniker tilfører noget nyt og interessant til dansk popmusik, og det er ikke hver dag, det sker. Der skal skæres, hist og pist, og brugen af håndklap på numre som »Yes, Its Love!« og »Rainbows End« virker til tider en smule enerverende, men det ødelægger ikke det gode helhedsindtryk af et album skabt på ren spilleglæde og med højt til loftet.

Hvem: The Eclectic Moniker.

Hvad: »Continents« A:larm.