Lad det være sagt med det samme: politisk kunst er fint med mig. Jeg har svært ved at tro, at man kan lave kunst uden at være politisk. Efter at have lyttet til ANOHNIs album »Hopelessness«, vil jeg gætte på, at jeg deler mange holdninger med Antony Hegarty, kvinden bag ANOHNI, der også er forsanger i kammerpopbandet Antony and the Johnsons.
Men jeg er ikke opslugt af »Hopelessness«. Både på den musikalske og lyriske front er der for få overraskelser. Mit verdens- og menneskesyn bliver ikke udfordret, og heller ikke særlig bevæget.
På »Hopelessness« tager Hegarty springet ud i elektronisk pop ,hjulpet på vej af de to efterspurgte producere Hudson Mohawke (Kanye West, Drake) og Oneohtrix Point Never (soundtracks for Sofia Coppola og Ariel Kleiman).
For det meste er produktionerne elegante, lagdelte og fulde af synths, der syder, hugger, funkler og knitrer. Men kompositorisk og melodisk halter sangene ofte efter.
På »Obama« bruger Hegarty omkvædene på at messe den amerikanske præsidents efternavn på enerverende vis. »Now the news is you are spying / executing without trial / punishing the whistleblowers«, intonerer sangerinden. Der er konstateringer og opsummeringer, men alt for få spørgsmål på albummet. Hvor er nuancerne i repræsentationen af magt, tillid og sikkerhed?
Et andet vigtigt emne, global opvarmning, bliver trakteret med en instrumentering, der er lige så overspændt som budskabet er presserende. Stortrommerne buldrer, og blæserne brøler om fare, mens strygerne iler afsted som flygtende jordboere. »I wanna see the fish go belly-up in the sea / I want to see them burn«, synger Hegarty på »4 Degrees«.
Passivitet kan også være samtykke, blandt andet når det gælder manglende indsats på klimaområdet. Men de billeder, Hegarty bruger, såsom de døde fisk på vandoverfladen, er desværre allerede forslidte.
Albummet er mere spændende, når det lader lytteren finde flere dimensioner af det politiske indhold fremfor at servere det færdiglavet. I starten af »Watch Me« kunne man tro, at Hegarty synger om et forhold præget af dominans og voyeurisme: »Daddy, watch me in my hotel room / Watch me watching pornography / I know you love me cause you’re always watching me«.
Da linjerne senere beskriver, hvordan ’Daddy’ beskytter fortælleren mod terrorisme og pædofile, aner man det større overvågningsapparat der tiltales.
Havde Hegarty og co. givet mere plads til lytterens fantasi og de politiske emners kompleksitet, ville »Hopelessness« måske føles som mere end en glatproduceret situationsrapport.
Hvem: ANOHNI. Hvad: »Hopelessness«, Playground.
