Ved årtusindeskiftet bragede P!nk ind på popscenen med sit præfabrikerede bad girl-image og raserede det følgende årti æteren med feststemte hits som »Just Like A Pill«, »Get This Party Started«, »So What« og »Raise Your Glass«. Sange, der hyldede ungdommens frimodighed med alt, hvad det indebar af beruselser, flygtige forelskelser, selvfedme og rebelsk adfærd.
Men hvor skal en overgearet og partylysten millennium-popstjerne bevæge sig hen rent kunstnerisk, når voksenlivet rammer? Når hun har fået børn, ægtemand og villa, og der er blevet skruet gevaldigt ned for de vilde udskejelser til ud på de lyse morgentimer? Skal hun omfavne modenheden eller fortsætte med at synge om sin nu forhenværende ungdommelige løssluppenhed?
Amerikaneren er tilbage efter en pladepause på fem år. Men hvem er P!nk i dag, og hvad er hendes aktuelle status som popartist? Er hendes pop fulgt med tiden og modnet med ynde?
At dømme ud fra den 38-årige sangerindes nye album »Beautiful Trauma« er svaret desværre et rungende »nej«. På udspillet, hvor P!nk ellers har allieret sig med garvede hitsmede som Max Martin og Greg Kurstin, virker hun ude af sync med tidens musikalske impulser.
Her forfalder hun til svulstig bekendelsespop og bombastiske dansegulvsstødere med generisk pumpende beats. Begge dele er uden pondus og både lyder og lugter af Y2K. Modsat popkolleger fra samme generation som Beyoncé og Justin Timberlake, som har fulgt med tiden og gentænkt sig selv løbende, sidder P!nk fast i fortiden.
Amerikaneren italesætter selv ønsket om at spole tiden tilbage på den pompøse »For Now«: »Can we just freeze frame /pause rewind stop/and get back to the feelings we think we lost for now?« lyder bønnen.
Hun tager fantasien skridtet videre på den akustiske guitarballade »Barbies«, hvor der infantilt fantaseres om at være tilbage i den bekymringsfrie leg med de ikoniske Mattel-dukker på børneværelset. »They never say that you gotta grow up quite this soon« ynker P!nk, som om hun ikke vil være sit voksne ansvar bevidst. Kom ind i kampen!
Duetten med en uskarp Eminem på hævngerrige »Revenge« byder på fesen blegfiserap med kiksede rim og et anstrengt flow de to imellem. »There’s not enough tape to shut this mouth« klynker P!nk på den patosfyldte traver »Wild Hearts Can’t Be Broken«. Desværre, fristes man til at sige. Sikke en jammerdal.
Faktisk er det kun den afsluttende sjæler »You Get My Love«, der er skrevet i selskab med den sympatiske klaverbokser Tobias Jesso Jr., som besidder en mere moden tyngde, der klæder P!nk.
Det er måske ikke decideret traumatiserende at lytte til hendes uddaterede pop anno 2017. Men smukt er det ikke. »Beautiful Trauma« er generelt et blegt musikalsk ekko af P!nks egen fortid.
P!nk
»Beautiful Trauma«
★★☆☆☆☆
RCA
Lyt til albummet her:
