Selv om det nok langt mere var basal nysgerrighed end forventning om en stor musikalsk oplevelse, der tirsdag aften trak en vægtig folkemængde til Imperial Bio, så blev der da leveret en vare, som de færreste kunne være utilfredse med. Kort sagt - den navnkundige 75-årige amerikanske filminstruktør Woody Allen var på scenen sammen med sin klarinet og sit jazzorkester. Nu var den neurotisk-filosofisk-skakkesalige figur helt lagt på hylden, og siddende med korslagte ben og en let apatisk attitude, nød mesteren helt klart at spille og mentalt tanke op i trygge omgivelser.
Og trygt var det, for vi var i den helt basale jazz, altså sådan som stilarten formede sig for 100 år siden i sydstatsbyen New Orleans. Gamle, sentimentale melodier, marcher og hymner fik sig en tur i det umiskendelig maskineri - med det kollektive spil af trompet, basun og klarinet med et velgyngende fundament af klaver, banjo, bas og trommer.
»Slap af, så vil vi gøre vort bedste for at underholde Jer«, var blandt klarinettistens få verbale budskaber, men det var også godt nok. Og mens hans medmusikere spillede upåklageligt med en velfunderet, professionel tilgang til musikken, så var Woody Allen tydeligvis amatøren. Men på den gode måde. Det vil sige, at han til fulde spillede med sit hjerte og i en stil, der nok var uden for musikpædagogisk rækkevidde, men alligevel havde et personligt varemærke - i form af tonerækker i enkeltmelodiske stød og med en ofte sært pibende, vibrerende eller gnæggende lyd.
Så selv om basunisten Jerry Zigmont stod for aftenens mest magtfulde indslag, og banjospilleren Eddy Davis også spillede ganske originalt, så var det rent faktisk Woody Allen, der forhindrede, at monotonien fik overtaget i løbet af den halvanden times koncert, der blev afrundet med »Till We Meet Again«, »My Old Kentucky Home« og »Sweet Georgia Brown«.
