Pink Floyd er tilbage med en sløj omgang muzak

Pink Floyds nye album er rig på stillestående lydflader og ligegyldig guitarlir baseret på overskydende materiale fra den 20 år gamle »The Division Bell«. Hvor blev sangene af?

Pink Floyd,  »The Endless River«, Warner Music. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Pink Floyd har for længst sikret sig plads i rockmusikkens historiebøger. Ingen tvivl om det.

Men det er samtidig vigtigt at huske på, at gruppen alle dage var bedst, når guitarist David Gilmour og bassist Roger Waters tøjlede hinandens egomaniske tilbøjeligheder. Gilmour blev ganske enkelt for fesen og atmosfærisk, når han ikke fik modspil af bassist, konceptmager og agitator Waters.

Og omvendt blev tonen for sur og selvhøjtidelig, når Waters fik frit spil på store dele af »The Wall« (1980) og især »The Final Cut« (1983).

Som bekendt endte de mange interne stridigheder med, at Waters smuttede i midten af 80erne, og Gilmour lavede et par plader mere under Pink Floyd-navnet sammen med de oprindelige medlemmer Nick Mason og Richard Wright. Men efter »The Division Bell« fra 1994 var det også slut.

Indtil nu hvor vi her 20 år efter gudhjælpemig står med endnu et nyt Pink Floyd-album i form af »The Endless River«.

Et album der desværre mere end noget andet bekræfter, at det nok var den rigtige beslutning at trække stikket dengang i midt-90erne.

Men inden vi når så langt, er det vigtigt lige at kalibrere sine forventninger lidt. For mere end et reelt comeback-album med spritnyt materiale er der tale om en posthum hyldest til keyboardspiller Richard Wright, der døde i 2008. Skabt på baggrund af overskydende materiale fra de sessions, der resulterede i »The Division Bell« tilbage i 1994.

Og bortset fra den afsluttende »Louder Than Bombs« er de 18 sange udelukkende instrumentalnumre, der meget Pink Floydsk fordeler sig over fire minisuiter på hver sin separate pladeside.

Der er altså tale om en instrumental reprise over den måske mindst ophidsende periode i bandets historie. Vi snakker atmosfærisk rockmusik ført an af Gilmours indfølte guitarsoloer på en bund af Wrights alenlange keyboardflader.

En musikalsk fodnote

Det hele så smagfuldt eksekveret og glasklart produceret, at det antager næsten komiske proportioner. Det lød allerede bedaget dengang, og lad os bare nøjes med at sige, at tiden ikke har gjort dem nogen tjenester.

Gilmour kunne da i det mindste have forsøgt at skrive nogle sange. I stedet ender det meste her bare som en sovset omgang feinschmeckermuzak blottet for fremdrift og indre nødvendighed.

Jovist, der er masser af referencer til den klassiske Pink Floyd-lyd, som er så elsket af så mange. F.eks. på de udmærkede »Allons-y (1)« og »Allons-y (2)«, der for en gangs skyld sætter tempoet lidt op og rocker lidt ud.

Men mest af alt formår gruppen endnu en gang bare at tage alt det sjove, sexede og farlige ud af rockmusikken.

»Anisina« lyder med sin klistrede saxofon som noget, der kunne blive afspillet på en velkomstvideo i en kahyt om bord på et cruise-skib. Og for at blive i analogien ville »The Lost Art Of Conversation« snildt kunne blive sat på under en omgang formiddags-mindfulness på samme cruise-skib.

Det er immervæk ikke synderligt medrivende, og man må uvægerligt spørge sig selv, om styrmand Gilmour stadig har en puls. Selv om han med linjer som »We are more than alive« forsøger at overbevise os om det modsatte på »Louder Than Words«.

Men musikken fortæller en anden historie. For det, der skulle have været Pink Floyds smukke svanesang, lyder altså desværre mest af alt som en kedelig fodnote.

Hvem: Pink Floyd.
Hvad: »The Endless River«, Warner Music.

Lyt til »The Endless River«