Personlighed savnes

Det er et trængt felt, Lasse Matthiessen melder sig på:

Foreningen af følsom stemme, akustisk guitar og melankolsk sangskrivning er mildest talt overrepræsenteret på musik-scenen. Men det er lykkedes ham at skabe opmærksomhed omkring sin musik - og sågar at få debutalbummet »Dead Man Waltz« positivt omtalt i Rolling Stone Magazine. De 11 sange lyder da også godt; produktionen er varm og mørktonet, ligesom guitar, piano og strygere er flot afstemt i forhold til hinanden. Og i »Celluloid« rammer Matthiessen en nerve, som giver mindelser om Tom McRae, mens han i »Black Queen« trækker tråde til salig Nick Drake. Men hvor Matthiessen selv er i de 11 sange, det er sværere at høre. Originalitet kan ikke forlanges af nogen kunstner, men personlighed, et eget aftryk, er et must, og det savner han. Men måske er det i ham og skal blot arbejdes frem. Er det tilfældet, ser fremtiden lys ud. For håndværket, dét kan han allerede.