Hvorvidt Bæksted har fået sin meget kontrollerede og ganske perfektionistiske tilgang til musikken her med fra skolebænken, ved jeg ikke, men godt lyder det i hvert fald.

Og der åbnes kun minimale sprækker, hvor overraskelser, skæve ideer og krøllet lyd trives. Hvorfor hendes enkle sangskrivning og den stilistiske poprock fremstår så strømlinet, ufarlig og, hvad værre er, også upersonlig.

Det kan omvendt vinde Bæksted et radiohit i balladen »Don't Belong«. Men i den store kabale gør hun altså ikke sin fine, klare stemme ære ved at lægge den oven på større og mindre ligegyldigheder, der stedvist minder om lightudgaver af både Dizzy Mizz Lizzy og The Storm.

Christel Bæksted har en stemme, men hun ville vinde alen til en forestående karriere ved at satse mere og konkret ridse flossende kanter frem i sin sangskrivning, lyd og arrangementer.