Perfekt punktum for Coldplay

Verdens største rockband har annonceret, at deres nye, femte album formentlig bliver deres sidste. Det er synd og skam, for det er fremragende.

Coldplay-frontmand Chris Martin udtalte for nylig til det amerikanske branchemagasin Billboard, at »Mylo Xyloto« bliver gruppens sidste plade. Fold sammen
Læs mere
Foto: MARCELO SAYAO / EPA

Bono er formentlig ikke en mand, der har let til misundelse. Men stik ham en kopi af »Major Minus« - en af de 14 sange fra Coldplays nye album - og jeg garanterer, at rockikonet vil trampe sine solbriller til atomer og sparke buler i den nærmeste lygtepæl. I misundelse over en pop­rocksang, der kunne og burde være hans. Sådan lyder den nemlig, den skingre guitarsound, det ørehængende riff, de meddriblende rytmer fra bas og trommer og Chris Martin på overarbejde bag mikrofonen. Det er simpelthen et af årets største rockhits.

Så er vi i gang - med plade nummer fem fra det forgangne årtis mest succesfulde rockband, som har solgt over 50 millioner plader. Coldplay er noget af det mest driftsikre. Briterne har ganske enkelt aldrig lavet en dårlig plade, endsige en plade, der blot var »middel«. På den anden side har de »kun« begået én fremragende (debuten), og på kontoen for deciderede mesterværker står der et rent zero. Og gør bandets altdominerende figur, Chris Martin, virkelighed af de udtalelser, han for nylig kom med til det amerikanske branchemagasin Billboard, om, at nærværende ér Coldplays sidste album, så vil den situation ikke ændre sig. Selv om »Xyloto« mere end tydeligt er firebandens mest ambitiøse album til dato.

Som altid er bundniveauet højt. Det samme er bandets kendemærke, de virkeligt efne melodier. Det er, som om Coldplay end ikke behøver at anstrenge sig for at få en melodi til at blive hængende i ørerne.

Lyden er mere voluminiøs end nogensinde, mindre dyster end sin forgænger. Holdet bag, producerne Markus Dravs, Daniel Green, Rik Simpson og lydmagikeren Brian Eno, skaber en storladen stadionsound ud af de mindste akkordsammenhænge, og det er således op til Chris Martin at synge dem ned på jorden og ind i stuen og ud igennem højttalerne med sin snøvlede vokal og nærvær. Det evner han - selv en månevandring som »Charlie Brown« får han gjort stueren og personlig.

Slægtskab med U2

Brian Eno har arbejdet med U2 i mange år. Coldplay har været fans lige så længe, hvilket hidtil har været mest hørbart på »A Rush of Blood to the Head«. Hvorfor det ikke kommer som den store overraskelse, at Martin og co. lige pludselig slår U2 på deres egen hjemmebane med en sang som »Major Minus«.

Det er ikke den eneste, der rummer et slægtskab ud over det sædvanlige. For nok er Coldplay mere varme, mere poppede, og på det urbane »Princess of China« får de sågar selskab af Rihanna. Men i sin helhed: Melodi, arrangement, lyd, instrumentering, grundstemning, klinger »Mylo Xyloto« som en moderne og værdig pendant til U2s gennembrud »The Joshua Tree«. Det er dog alligevel noget. Og det er det formentlig sidste album for Coldplay også, faktisk deres bedste siden »Parachutes«. Venligt uden at være leflende, genkendeligt uden at være en gentagelse. Det lyder det ikke af et band, der synger på sidste vers, snarere som det første skridt mod nye vidder. Og som det ultimative navn til åbningen af næste års Roskilde. Disse sange fortjener at blive spillet og sunget - højt ud i nattehimlen.