En succes skal falde på det rigtige tidspunkt for rigtig at folde sig ud og få alt omkring sig til at vokse. Falder den for tidligt, kan den blive en en hæmsko og ikke mindst i rockverdenen, hvor pladesalg i millionklassen er et problem og autenticitet altafgørende.
Eller det var det i hvert fald på den grunge-scene, Pearl Jam voksede ud af. I Seattle omkring 1990 rystede tagpap og garagevægge, når bandsene i et ubevidst fællesstræk spillede sig ind i en mørk, gruset blanding af rock og punk med et ofte stærkt melodisk islæt. Et udtryk og en scene, der med et kolossalt brag blev spredt ud til hele verden, da Nirvanas »Nevermind« udkom i maj 1991.
Her var smerte, selvlede og sortsyn foldet ind i sange, som nok var tunge, men også popsensible og førte et pladesalg på 30 millioner med sig. En succes som stred mod grungens selvforståelse, og frontmand Kurt Cobain havde tydeligvis svært ved at forlige sig med det faktum, at alverdens poptøzer og collegedrenge sange med på hans sange. Måske var det også derfor, han ved flere lejligheder talte hadefuldt om Pearl Jams første album, »Ten«, der udkom få måneder senere og solgte i ti millioner eksemplarer.
Kurt Cobain mente ikke, »Ten« var et ærligt album. Pearl Jam gik bare efter at tjene hurtige penge på den pludseligt opståede grunge-mani. Flere medier fulgte trop, og det britiske musikmagasin NME skrev, at »Ten« var et forsøg på at få pengene op af lommerne på de mange unge med ny smag for alternativ rock: »They were trying to steal money from young alternative kids’ pockets.«
Hørt i dag, på 22 års afstand, er »Ten« et strålende rockalbum, og Pearl Jam har desuden vist sig at være det mest konsistente band, grunge-bølgen fostrede. Men et lyt gennem bandets bagkatalog synes også at vise, at den tidlige succes og efterfølgende kritik mærkede dem: Deres ni studieudspil lyder som ét langt forsøg på at spille sig tilbage til en troværdig position, hvor fansene er hardcore og ikke er alle og enhver. Den sidste gruppe har de blandt andet forsøgt at ryste af ved at udsende singleforløbere, der bestemt ikke taler til ører med hang til det kønne, det smukke, det mainstreamvenlige. Da de udgav »Vitalogy« var den første single eksempelvis den rastløse, stikkende »Spin The Black Circle«, og da de skulle vælge en skæring fra det aktuelle album, »Lightning Bolt«, faldt valget også på et fræsende, guitargnistrende »Mind Your Manners«.
»Mind Your Manners« er samtidig en god repræsentant for den ene af de to typer sange, kvintetten altid har gjort sig i, og som også tegner det nye udspil, nemlig de blodhidsende og de blide.
På »Lightning Bolt« er der imidlertid en klar overvægt af de hidsige numre, der gør sig godt på album og endnu bedre på scenen. Dér har Pearl Jam for længst vist sig at høre til i den globale elite, og de er kun blevet stærkere med årene: Det tighte, optændte og muskuløse samspil, der ofte trækker bandets punkede temperament endnu længere frem end på pladerne og får højtalere, publikum og sal til at skælve.
Pearl Jams seneste turne sluttede i Forum på Frederiksberg, hvor arret fra tragedien på Roskilde Festival – Pearl Jam spillede som bekendt, da ni mennesker blev mast ihjel foran Orange Scene i 2000 – var helet så meget, at de kunne give los. Og på den forestående turne i Nordamerika, kan de der får billetter virkelig se frem til at høre rockeksplosionerne fra »Lightning Bolt«.
Som åbneren »Getaway« der er Pearl Jam Classic med Stone Gossard og Mike McCreadys elguitarer, der river og ridser i den skridsikre og smidige rytmebund, som Jeff Ament og Matt Cameron spænder op.
Det samme gælder i »Mind Your Manners« og i »My Father’s Son«, der ikke er noget særligt rent melodisk. Men det er den måde, hvorpå de eksekveres til gengæld, og det er, som om Pearl Jams musikalske erfaring forenes med et ungdommeligt engagement, som burde være forsvundet efter – hold nu fast – 23 år som band.
Pearl Jam spiller næsten naturstridigt godt og intenst, og så gemmer de fleste af rocknumrene på »Lightning Bolt« på korte, lyrisk svævende passager. Med dem demonstrerer Pearl Jam også, at de kan være fuldkommen vidunderlige, når de vil. Og så er vi fremme ved den anden type Pearl Jam-sange, nemlig de blide og afspændte numre, der altid blander sig med de hidsige rockindslag på deres udspil. Denne gang meget smukt i »Sirens«, hvor tangenter forenes med et smukt sug i omkvædet og med den milde resignation, der ofte er i disse sange. Som når Eddie Vedder synger: »Knowing that nothing lasts forever/I didn’t care before you were here/I danced in laughter, with the everafter/But all things change, let this remain.«
»Yellow Moon« er et andet mildt højdepunkt, hvor en ukuele slår den såvel vemodige som romantiske tone an, før albumlukkeren »Future Days« tager over, og Eddie Vedder ender alene med westernguitar, klaver og smægtende violin.
De to typer numre – de foroverbøjede, strømførende og de milde, poetiske – komplementerer hinanden fornemt på albummet, der samtidig bindes sammen af Eddie Vedders vokal, som over årene har fået mere fylde, men stadig uden problemer kan lyse et stille sang op indefra eller ride på ryggen af en vild rocktyr. Og en af fornøjelserne ved »Lightning Bolt« er, at Vedder og Pearl Jam kan det hele, men aldrig blærer sig. Det er sand klasse. Fra et band der for længst har rejst sig. Ovenpå den store succes.
Hvem: Pearl Jam
Hvad: »Lightning Bolt«
Hvor: Monkeywrench/Universal. Udkommer på mandag.
Lyt til Jeppe Krogsgaard Christensens Pearl Jam-guide her:
