Høj som en tårnspringer og tynd som et strå. Iklædt store næsten firkantede sorte briller, en småkrøllet blåternet skjorte, kropsnær grå habitjakke fra halvfjerdserne, stramme sorte bukser, brune loafers og halvlangt, fedtet sort hår. Jarvis Cocker ligner sig selv. Bortset fra vielsesringen på venstre hånd, et nyt band og nye sange, synes intet forandret fra dengang i halvfemserne, hvor han i forgrunden for britpoporkesteret Pulp leverede gode og stedvist sågar mesterlige sange på albums som »His 'n' Hers« (1994), »Different Class« (1995) og »This Is Hardcore« (1998).
Jarvis Cocker ligner måske en nørd, en gigabyte-Gates nørd, men man skal ikke skue hunden på hårene. For Cocker, som er født og opvokset i Sheffield, bærer rundt på et skønt, (selv)ironisk og knivskarpt vid. Og han deler gerne ud af sit underspillede, sofistikerede intellekt til dem, der gider lytte - og helst om emnerne sex og samfund. Og han gør det med det smukkeste tungemål og en skoldhed og fyldig stemme.
At manden egentlig aldrig rigtig har kunnet synge betyder mindre. For ingen af hverken Pulps eller Jarvis' egne sange fordrer som sådan et stemmebånd udklækket efter operasangbogen. Jarvis gør sig nemlig bedst i et miks af slesk, iørefaldende pop med katapultariske udsving ind i rockens verden og klassisk cabaret-foredrag.
Og som sådan præsenterede han sine spritnye sange i Store Vega søndag aften. At se ham, at høre hans underspillede stemme adressere en sal fuld af nysgerrige: »Jeg gik en tur rundt i byen tidligere på dagen, men alt havde lukket. Så jeg troede, I var i kirke. Åh, er Danmark et meget religiøst land?« var næsten som at dele en kop mocca med en gammel ven, man ikke har set i årevis. Det var næsten til at få tårer i øjnene af, hvad det ikke har været for de to guitarister, tangentspilleren, bassisten og manden bag trommer, som insisterede på at sende sangene fra »Jarvis« ud over rampen med en vis tyngde, men desværre uden de skærende kontraster og nuancer, som de er født med på plade.
Jarvis selv stemte i med sine seneste, sarkastiske tekster, som rummer hele spektret fra en latterliggørelse af hans tidligere halvpatetiske (det er hans ord) liv som popstjerne og ensom bachelor til en klage over verdens Disneyfisering (»Disney Time«) og en sørgmodig konstatering af, at verden set igennem hans hinkesten styres af tøsedrenge (»Running The World«).
Med brede smil og let vuggen på stedet tog publikum vel imod antiheltens første forsøg på at stå på egne ben. Men i sandhedens time (længere varede koncerten ikke) stod det dog hurtigt bøjet i neon, at Jarvis om ikke helt har mistet melodien, der engang gav verden guddommelige ørehængere som »Disco 2000« og popdramaet »This Is Hardcore«, så har han i hvert fald sværere ved at finde en ny. Kun i sange som »Big Stuff« og »Black Magic« lykkedes det solisten og hans fem disciple at ramme den store, dramatiske magi, som gør rockmusik til et inferno af meget mere end bare toner og ord. Og det var simpelthen for pauvert.
