Paul Simon fylder 70 til efteråret. Det er 25 år siden, han rigtig sidst betød noget med albummet »Graceland«, om end hans samarbejde med Brian Eno, »Surprise«, var en overraskelse af de bedre.
Det er svært at glemme Paul Simons værker med Art Garfunkel, for de lyser stadig op i musikhistorien som de smukkeste perler. Og lytter man til det ni-CD store bokssæt fra 2004, vil man blive bestyrket i troen på, at Simon & Garfunkel var noget helt unikt, som solisten Paul Simon sjældent – hvis overhovedet – har været i nærheden af. Men han er en skøn sanger, en snakkefætter med venlig og letmumlende diktion. Dertil en forrygende guitarist, der kan det meste, ikke mindst begrænsningens kunst. Hvorfor der tit er plads til rigtig at lytte efter de fine, små melodier, der typisk sættes i scene i en cocktail af folk, pop, world og blues. Det er ikke overraskende også tilfældet her, på Simons 11. album, »So Beautiful Or So What«.
Forførende og veloplagt
Bedst er stemmen. Med ganske få undtagelser lyder den lige så forførende og veloplagt som nogensinde. Det samme gør guitarspillet og den legende tilgang til instrumenteringen og den endelige lyd, der suser ud gennem højttalerne. I det hele taget lyder »So Beautiful or So What« umiskendelig af Paul Simon.
Af en ældre herre der har oplevet hele den populærkulturelle udvikling i verden fra Elvis til Twitter, og som for længe siden har valgt kærligheden som den knage, han hænger sin hat og sine sange på.
Paul Simon er ikke som sådan en stor agitator, men han synger om relationer mellem mennesker, og han er fuldstændig kold over for gentagelsens og tidens afmagt, han insisterer. Flere steder på pladen.
Paul Simon har tidligere besunget alt det, man ikke kan røre ved, nemlig troen, eksistentialiteten. Og hér har han, antageligvis pga. alder, erfaring og simpel konstatering, sat sig fast på at tænke på livet i det høje. På døden og tiden derefter. Hvad er der i vente, hvilke værdier er i spil? For sine anstrengelser skal han (vanen tro) nok få sin Grammy, der i så fald bliver karrierens 13. Så god er pladen ikke i mine ører. Men den er god nok, helt sikkert i den bedre halvdel af ikonets solokatalog.
