Paul Simon har begået endnu et mesterstykke

Paul Simon fortsætter nysgerrigt med at afsøge nye musikalske territorier på sit fremragende trettende soloalbum, »Stranger To Stranger«.

Paul Simon er aktuel med ny musik. Fold sammen
Læs mere

Ingen ville nogensinde bebrejde Paul Simon, hvis han valgte at slå sig ned på sin veranda med et glas kølig lemonade og aldrig udgav en plade igen. Den amerikanske sanger og sangskriver har trods alt rundet de 74 år. Og han har allerede givet os så utroligt meget god musik gennem årene.

Men sådan fungerer det ikke i tilfældet Paul Simon. Ikke nok med, at han rent faktisk skriver ny musik – senest den fænomenale og skammeligt oversete »So Beautiful Or So What« fra 2011 – hans sene udgivelser er på ingen måde blot kedelige gentagelser af fortidens bedrifter. Nej, hr. Simon bliver ved med at prøve nye ting af; nye lyde, nye rytmer, nye instrumenter , nye stemninger. I sange om liv og død og glæde og skønhed.

Hans trettende album, »Stranger To Stranger«, er ingen undtagelse. Her kan en latinamerikansk flamencorytme snildt danse boogie med en afrikansk rytmeguitar, mens Paul Simon snakkesynger en vestlig popmelodi over baglæns loopede kor-samples, indisk strengeleg eller plirren fra et af den amerikanske komponist Harry Partchs mikrotonale glasinstrumenter.

Ubesværet og intuitiv

Det er den slags søgende og ofte komplekse sammensætninger, som Paul Simon eksperimenterer med her. Men heldigvis – og det siger meget om hans evner – på en måde, der aldrig fremstår hverken akademisk eller fortænkt. Det flyder bare. Som en form for ubesværet og intuitiv verdensmusik. Og som oftest tindrende smukt i al sin diskrete kriblekrable-rytmik og med sine skiftevis salvelsesfulde og urolige stemninger.

Det åbner med den forunderlige »The Werewolf«, hvor Paul Simon i en evigt changerende kollage af polyrytmer, eksotiske lyde og teksturer bruger titlens varulv som billede på civilisationens nært forestående ende. Sangen er en på én gang gådefuld, billedskabende og frem for alt spidsfindig kritik af tidens forbrugerisme og storkapital. Klassisk babyboomer-tematik jovist, men forløst på en alt andet end letkøbt måde.

Letkøbt er det bestemt heller ikke, når Paul Simon på den boblende »Street Angel« møder en af gadens strejfere og beslutter at høre, hvad han har at sige. I et rablende udbrud viser det sig, at strejferens tossede hoved rummer en helt anden kosmisk/ poetisk indsigt, end vi andre har adgang til.

I slutningen af sangen bliver han kørt væk til et hospital. To sange senere dukker han op igen i den karnevalske »In A Parade«, hvor hr. Simon – måske i skikkelse af gadeenglen? – messer »I can’t talk now, I’m in a parade«, mens lægernes kliniske diagnoser regner ned over ham: »Diagnosis: Schizophrenic / Prognosis: Guarded / Medication: Seroquel / Occupation: Street Angel«. Det er dyb og mesterlig sangskrivningskunst, som arbejder på flere planer og åbner for myriader af tolkningsniveauer.

Mesterlige vibrationer

Derfor kan det også undre, at Paul Simon andetsteds på pladen kan skrive en sang som »Wristband«. Rent musikalsk sitrer den i sit inspirerede møde mellem elastisk kontrabas og elektronisk manipuleret afrorytmik. Men teksten handler om noget så ligegyldigt som en rockstjerne, der bliver lukket ude fra sit eget gig af en dørmand, fordi han ikke har det korrekte armbånd til spillestedet.

Men den enlige tekstlige svipser er hurtigt tilgivet på et album, der ellers er så ovenud vitalt og nysgerrigt søgende som tilfældet er. »I’m just jittery / it’s just a way of dealing with my joy,« synger han rammende på et tidspunkt.

Og tak for det. »Stranger To Stranger« er et album, som aldrig søger de nemme løsninger. Som insisterer på at finde nye måder at få krop, hoved, sjæl og musik til at vibrere. Det er ret formidabelt. Og et sent mesterstykke i en karriere fuld af dem.

Hvem: Paul Simon Hvad: »Stranger To Stranger«, Concord Records