På udflugt i et varmt lydtæppe

Den britiske bassist Dave Holland og hans amerikanske ledsagere leverede original gruppe­lyd og eminente solistiske foredrag.

Den britiske bassist Dave Holland på scenen i Jazzhouse sammen med den amerikanske guitarist Kevin Eubanks. Foto: Mads Nissen Fold sammen
Læs mere

Umiddelbart var det ikke sådan at forudsige, hvad den nu 67-årige britiske bassist Dave Holland ville byde på sammen med sin nye gruppe, Prism. Dave Holland, der skrev sig ind i jazzhistorien, da han i slutningen af 1960erne som medlem af den amerikanske trompetist Miles Davis’ gruppe var med til at udvikle den elektriske fusionsjazz, har efterfølgende markeret sig som en fornem kontrabassist, komponist og orkesterleder. Og han har overvejende bevæget sig i et akustisk og – ikke sjældent – europæisk influeret – musikunivers.

Alene derfor var det interessant at møde Dave Hollands nye band, hvor bassisten omgav sig med tre ganske fremtrædende amerikanske musikere, nemlig pianisten Craig Taborn, guitaristen Kevin Eubanks og trommeslageren Eric Harland. Kort sagt – ville Dave Holland nu byde på noget mere rå og noget mere funky musik?

Både ja og nej.

Indledningsvis virkede musikken temmelig uigennemskuelig. Dave Holland lagde en bund med nogle tilbagevendende rundgange, og der var en lidt anonym tromme­solo. Men herefter samlede der sig langsomt et lydbillede, som havde nogle sfæriske klange og dertil en portion gammel syrerock, dog uden at lydniveauet blev voldsomt.

Ja, nu var det jo sådan, at jeg forleden langede kraftigt ud efter DR Koncerthusets jammerlige lyd, hvorfor det her må være på sin plads lige at rose jazzhusets lydfolk for et yderst velafbalanceret lydbilllede, hvor såvel ensemble som solister kom helt til deres ret.

Og dertil kom så den musikalske substans. Med kompositoriske bidrag fra alle fire musikere blev der spillet ret så lange numre, der som oftest tog udgang i nogle lette skitser eller nogle gentagelsesmønstre, og som så langsomt – men sikkert – samlede sig og indhyllede os tilhørere i et varmt tæppe af lyd. Og heri blev idéerne fastholdt, alt imens musikken uophørligt – og på dybt fascinerende vis – blev intensiveret og udbygget med original gruppelyd og eminente solistiske foredrag.

Trommeslageren Eric Harland sørgede for den nuancerede slagkraft, og Craig Taborn bidrog med såvel jazz- som rockmusikalske udflugter på henholdsvis flygel og el-klaver. Dertil var det i høj grad Kevin Eubanks, som – med sit smidige og på én gang udfarende og lyriske spil – gav farver til det landskab, hvor den garvede Dave Holland og hans kontrabas bare stod som en urokkelig klippe.

Hvem: Dave Holland’s Prism

Hvor: Jazzhouse, torsdag aften