På sit helt eget lydspor

Smittende melodier og stenede stemninger finder sammen på Own Roads drømmedejlige debut.

Own Road er danske Simon Skjødt Jensen, som, når han ikke lige laver avantgardistisk rockmusik, er souschef i FONA 2000s pladeafdeling. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares

Den danske undergrund kan sammenlignes med en vidtstrakt østersbanke.

Her er der således ufattelig mange solister, duoer og bands, der udgiver plader på små selskaber, men det er - hvis vi et øjeblik parkerer selvglæden - de færreste af dem, der gemmer på perler.

Men en fin og funklende én af slagsen er den selvbetitlede debut fra Own Road, som er pseudonym for Simon Skjødt Jensen. Otte sange har han skrevet, indspillet og udsendt uden PR-apparat eller store armbevægelser, og faren for at sådan et album bliver overset er stor.

Og så alligevel ikke. Kvalitet kan nemlig ikke holdes nede, og allerede åbningsnummeret »Fall« får øret til at spidses. Her slår en akustisk guitar en rolig, let meditativ rytme an, mens et østligt inspireret strengetema langsomt lægges indover forløbet og Simon Skjødt Jensens lyse vokal, som kommer og går.

Det lyder som et møde mellem en Ravi Shankar-elev og en folk-fyr som Devendra Banhart, og den varme, organiske, fint ciselerede og let hypnotiske stil går igen i den efterfølgende »You«, hvor en elektrisk guitar lukker nummeret ned på smuk og skurrende vis.

Og noget af det vidunderlige ved dette nummer - og de øvrige syv - er, hvordan de umiddelbart virker enkle, men over tid åbenbarer detalje på detalje og en uskolet, men søvngængersikker sans for at føje akustiske og elektriske klange sammen.

Perler på pladeselskabet

At albummet er lavet af en debutant, kan man kun forbløffes over, mens man lader de på én gang stenede og skønhedssøgende stemninger skylle ind over sig.

Det er strengeinstrumenter, orgeler og samplede reallyde, der tegner den drømmedejlige musik, som indimellem afslører, at Own Road bestemt også ved, hvordan man skruer en smittende sang sammen, og fine, fine indslag som »New Darkness« og »Pay Your Own Mind« giver med sine skramlende folk-fornemmelser og henkastede musikalitet mindelser om den tidlige Beck.

Men Own Road er mest af alt Own Road, og hvor er der dog grund til at prise det lille Neh-Owh Records, som sidste år udgav den egensindige Sleep Party People og nu har sendt det her album i handelen.

De har i dén grad fat i noget, men råber ikke op om det. Og det behøver de heller ikke. For kvalitet vil altid finde et publikum. Også Own Roads perle.