Det er på den ene side en fordel at være barn af to store musikpersonligheder. Men på den anden side er det en ulempe.
For hvor man er sikret en opmærksomhed, som andre må slås benhårdt for, så står omverdenen også klar med sammenligninger med forældrene fra den dag, man åbner munden eller griber guitaren.
Mon ikke Naja Rosa Koppel kender til alt dette som sanger og sangskriver og barn af Annisette og Thomas Koppel, som var centralnervesystemet i legendariske Savage Rose.
Hendes første soloalbum fra 2010 var i hvert fald ikke noget triumftog. Takterne var der, talentet ligeså, men der var også noget uforløst og forceret, over sangene og stemmen.
Nu er Naja Rosa - Koppel er strøget fra navnet - så tilbage med 12 nye numre, som er skrevet og indspillet mellem spillejob rundt omkring i landet og gjort færdige on the road i Sydstaterne med hjælp fra de musikere, hun mødte på sin vej.
Og »The Place I Call Home« har - lykkeligvis - taget farve af USA. Som »Down The Highway« der er en effektiv, rudimentær omgang blues-rock, og »My Darling« hvor gammel Memphis-soul spejler sig i blanke horn. Eller »Shadow Of Me« hvor en Coco Robichaux lægger sin vidunderligt grusede, Tom Waitske stemme ved siden af Naja Rosa.
Sin egen stemme
»The Place I Call Home« er i det hele taget velgørende i måden, hvorpå den forvalter den store amerikanske tradition, og albummet forener sømløst og sikkert blues, soul, gospel og rock. Og det hele gennemløbes af Naja Rosas stemme, der mest af alt lyder som sig selv. Et sted i fraseringerne og stemmebåndets udkant høres arven fra Annisette, men aldrig som mere end en velkommen nuance eller farvetoning.
Vel er der et par sange, som hverken gør fra eller til på albummet, men det er tydeligt, at Naja Rosa nu er, hvor hun skal være. Hun rejste ud, javel. Men fandt på den måde hjem.
