Der er noget ualmindelig trættende over de typer, som ved enhver given lejlighed stiller sig an og med højtidelig mine taler om Bob Dylan som en eller anden uantastelig guddom.
Vel er han stor, vel er han genial, vel han er vor tids største sanger og sangskriver. Når det tager ham. For der er altså også udfald, hvor hans nasale, raspende stemme mest minder om et fårs brægen, og hvor numrene ikke er stort andet end uinspirerede overbygninger på gamle amerikanske musiktraditioner.
Sådan er det glædeligvis ikke på »Tell Tale Signs«, som er den ottende udgivelse i den såkaldte »The Bootleg Series«, der i denne ombæring byder på et gavmildt blend af uudgivne numre, demoer, alternative versioner og sjældenheder fra 1989 til 2006.
Perioden strækker sig således over en vital periode i Bob Dylans kunstneriske karriere, der blev indledt med albummet »Oh Mercy« og går helt frem til hans seneste studiealbum, »Modern Times«.
Det ultimative værk i denne epoke udgav Bob Dylan dog i 1997. På »Time Out Of Mind« skinnede hans sagtmodige sange om død, kærlighed og forgængelighed nemlig vidunderligt klart i de disede produktioner, lydmagikeren Daniel Lanois stod for.
At der vitterligt var tale om et særligt inspireret år i Bob Dylans liv, vidner de fire hidtil uudgivne numre fra »Time Out Of Mind«-sessionerne om. Og særlig interessant blandt disse er »Mississippi«, der gives i to versioner, som fortæller sin egen lille historie om Bob Dylans frie tilgang til eget materiale.
I den ene udgave foldes en blidt bølgende blues-bund ud med stor instrumental detaljerigdom, og i den anden tegnes lydbilledet op af to tilbagelænede guitarspor.
Begge numre har deres helt eget liv, og det samme gælder den tredje – officielle – version af nummeret, som fandt vej ind på albummet »Love And Theft« i 2001.
Og hvor der i årenes løb har været grund til at blive frustreret over den måde, hvorpå Bob Dylan i live-situationer fortolker sine numre til kedsommelig ukendelighed, så fungerer alle de alternative versioner på »Tell Tale Signs«, der ikke kun bør begejstre legendens proselytter, men også trække mere kritiske lyttere til.
For der er så meget at komme efter blandt de 27 numre. Som den pianobelagte »Dreamin’ Of You«, den pedalsteel-lyriske »Huck’s Tune« eller den spartanske omgang med »Most Of The Time« og Robert Johnsons »32-20 Blues« fra 1936.
Disse højdepunkter føjer sig til andre varme, håndspillede herligheder, der intetsteds bærer præg af at være overskudsmateriale, som blot skal lokke sparepengene fra denne verdens mange dylanologer.
Der er med andre ord tale om en inspireret og gennemmusikalsk magtdemonstration, der sender »Tell Tale Signs« ind i den bedste tredjedel af Bob Dylans enorme katalog – hvilket spilleme ikke siger så lidt.
