På godt dansk

Ingenmandsland, De Høje Hæle og Ukendt Under Andet Navn byder på fine, forskelligartede sange på modersmålet. Langt fra Medinas og Seebachs klicheer.

Ukendt Under Andet Navn: »Ekskursion«, Ukendt Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Dansk kan andet og mere end engelsk. Det er jo sproget, vi taler på, drømmer på. Og i sidste ende dét, der holder os sammen som nation. For nu at sige det lidt flot.

Men at synge på dansk er ikke let. Ordene kommer meget hurtigt til at lyde kantede eller klodsede, og klicheer stikker mere i øret, end hvis de leveres på engelsk. Tænk bare på Medina og Rasmus Seebach.

Det forhindrer nu ikke rigtig mange af tidens musikere i at forsøge sig på modersmålet. Og tre af sommerens dansksprogede udgivelser byder faktisk på rigtig gode, meget forskelligartede oplevelser. Både tekstligt og musikalsk.

Vemod og nostalgi

Ingenmandsland, det kalder Thomas Brenneche sig, når han skriver sange. Men hvor hans kunstnernavn sigter til grænselandet mellem to krigsførende parter, synes han selv ganske godt hjemme på sit selvbetitlede album, som tegnes af en sikker, sine steder fordrømt poesi.

»Når jeg bliver træt af byens lykke/og jeg har penge til et hjem/så vil jeg tegne selv og bygge/ved stille vand,« lyder det i den fortrinlige »Stille vand«, der hører til de mørkere numre på et udspil, som er svøbt i en overvejende diset, stemningsfuld produktion.

Indimellem minder Ingenmandsland om Peter Sommers tidlige Superjeg-projekt, mens der glimtvis er mindelser om The Raveonettes og den skønhedssøgende side af Arcade Fire.

Men løfterigt er enmandsprojektet under alle omstændigheder, og at Thomas Benneche er uddannet tonemester, kan i den grad høres i de enkle, men fint facetterede lydbilleder.

Shu-bi-dua på speed

Vellyd og nuance er ikke noget, De Høje Hæle dyrker. Uden at man derfor kan sige, at trioen er ligeglad med sound og produktion. Slet ikke. Den dyrker blot punkens rudimentære, tilstræbt uskolede stil, og det gør den godt på minialbummet »Kold Og Træt Og Bange«, hvis titel og tekster ligner en hilsen til dansk punk anno 1978-79.

»Der er mange der siger meget uden at sige noget/Der er mange der mener meget om noget, de har misforstået,« syngeråbes det i »Der er mange der siger meget«, og som på resten af albummet mødes ordene af arrangementer, der mest af alt lyder som Shu-bi-dua i en garageudgave. Og på speed og bajere.

I front for De Høje Hæle, der dyrkes som kult i rockens vækstlag, står Magnus Knudsen, som forstår at levere de enkle, men effektive linjer om nedtur. Og de har det med at sætte sig i lytterens øregang. Som: »Jeg må være vild med at have det skidt/siden jeg har det skidt så tit«.

Vidunderlig Olesen

Hvor Ingenmandsland og De Høje Hæle stadig er nye på den dansksprogede scene, er Henrik Olesen gammel i gårde og var engang del af duoen Olesen-Olesen, som har skrevet nogle af de bedste sange herhjemme. Nogensinde.

Og det vidunderlige er, at han også er i en klasse for sig under aliaset Ukendt Under Andet Navn. Her får han assistance fra den lyrisk sindede Thomas Thomsen og skaber en svævende, melankolsk tonet popmusik med synths og analoge rytmebokse, hvor repeterede figurer og smukke melodistykker er indvævet, og teksterne synger smukt med. Som i den programmatiske »Mindre er mere«, hvor Olesen synger:

»Min streg er enkel/mine ord er få/mindre er mere i min bog«.

En bog som er fuld af smukke linjer. Som disse fra den sfærisk smukke »Newton«: »Månen trækker i havet/Æblet falder fra træet/Jorden roterer om solen/Vi falder ned/Newton ved besked. Ned, ned.«

Ja, sproget lever og har det godt. Her langt fra Medina, Seebach og en syndflod af flovsere. Og meget tæt på de ord, vi drømmer med. 

Ingenmandsland: »Ingenmandsland«, Target

De Høje Hæle: »Kold Og Træt Og Bange«, Hjernespind 

Ukendt Under Andet Navn: »Ekskursion«, Ukendt