Engelsk er sproget, hvis man som dansk musiker vil ud i verden. Ud hvor drømmene om stadionstore koncerter og millioner af fans lever.
Dansk er derimod at foretrække, hvis man vil skrive sange, som kommer helt tæt på. Det er jo sproget, vi drømmer, tænker og taler på, og derfor også vejen til de mest træffende og sigende sangtekster. Hvis man vel og mærke er i stand til at bruge de rødhvide gloser, som nok er givende, men sandelig ikke lette at få til at klinge rigtigt.
Det sidste har Mikael K aldrig haft problemer med, og sammen med sit orkester, Klondyke, har han forløst nogle af de fineste dansksprogede sange i nyere tid. Debutalbummet »Guld« fra 2000 er således et glemt mesterstykke, hvor countrystemninger løber langs de uhøjtidelige, men alligevel poetiske sangforedrag.
Siden har Mikael K gang på gang skrevet om krøllede bohemer og okkenokkede originaler og oftest med København som bagtæppe. Men på »Udkantsland« kan det mærkes, at Mikael K er flyttet langt op i Jylland. De 11 sange handler stadig om enere og skæbner, men i en ny geografi: En romer er endt i Vrå, en landsbyfyr går rundt med en abe på skulderen, en ukrainer er endt som landbrugspraktikant »i lysets Nordjylland«.
Det er nu ikke, fordi Mikael K forsøger at opskrive udkantsdanmark, men han antyder ikke desto mindre - i et stilfærdigt, sørgmuntert tonefald - at der ér liv uden for København, mens Klondyke spinder det ene afdæmpede country- og folkfarvede arrangement efter det andet.
Afspændt debutant
Jens Hellemann er også omkring livet uden for storbyen, når han et sted på sin debut synger »groet fast/regional/bonderøv/uglobal«.
»Klimaskift« konceptualiserer dog ikke som »Udkantsland«, men pendulerer i stedet rundt mellem temaer som kvæstede drømme, tidens gang og smådepression.
Og Hellemann - der er guitarist i Love Shops live-setup og har skrevet musik til flere succesfulde teaterkoncerter - falder ikke for fristelsen til vise alt, hvad han kan.
Arrangementerne er enkle, produktionerne 70er-inspirerede, med hæld mod radiopop. Det fungerer fint, og som tekstforfatter rammer han sine steder rent. Vel er der lovlig mange spil på faste vendinger a la »jeg springer over, hvor gærdet det er højt«, men også mange mindeværdige linjer som »min guitar er elektrisk men giver ikke stød« på det afspændte og modne album. Det sidste er så absolut ment som en kompliment!
Klichéfyldt kaos
Kaosbørn er som Hellemann debuterende, men melder sig med et helt andet temperament. Ikke mindst frontmand og tekstforfatter Anders Greis, der dyrker et sprog, som matcher bandets sortmalende, svulstige rock.
Greis romantiserer tungsind og tematiserer »generation fucked up« og den generelle samfundsudvikling. Det sidste desværre i tekster, der ikke har blik for deres egen overfladiskhed og klicheer. Vi danskere er blevet bange, politistaten lurer, demagogerne regerer og mere fra den protestsangsskuffe, der er blevet trukket ud alt for mange gange.
Der er imidlertid en vis kraft og et vist schwung i Kaosbørns patosladede rockerier. Men måske skulle Greis lytte til Mikael K og Hellemann. De har ikke svar på alt. Men har det på godt dansk.
Mikael K & Klondyke: »Udkantsland«. Eastwing/ArtPeople.
Jens Hellemann: »Klimaskift«. Gateway.
Kaosbørn: »Hvem skal redde os nu«. Gateway.
