Overskudsblues

Bluesguitarister er der mange af - ikke mindst i USA. Men nulevende bluesguitarister som 57-årige Robert Cray kan kun tælles på én hånd.

Fem grammyer, 15 nomineringer, 12 millioner solgte plader og indspilninger med alt fra Eric Clapton, Stevie Ray Vaughan, Bonnie Riatt til John Lee Hooker taler sit eget sprog. Robert Cray er blevet kaldt »bluesmusikkens genopfinder«, og man forstår hvorfor, når man lytter til mandens nye udspil, »Nothin But Love«. Robert Crays Fender-guitar og dybe vokal står knivskarpt allerede i første skæring »(Wont Be) Coming Home« og fører os så stilsikkert igennem et univers, der ganske vist er mainstream, men intenst iørefaldende, selv for dem, der ikke er connaisseurer. Og netop den brede appeal i lejet mellem pop, rock og blues er udspillets styrke og garant for nok en succes til manden, der har så mange i forvejen. Læg dertil at Robert Cray har samlet nogle af de dygtigste inden for genren omkring sig i sit band og ydermere har allieret sig med superproduceren Kevin Shirley. Et projekt, der oser af klasse og overskud.