Outsidere i cowboyland

Musik: Saint Thomas & FigurinesBåde norske Saint Thomas og danske Figurines lyder, som om de gerne ville være født og opvokset i en trailer park et sted i USAs sandtørre midtstater. Men der er kæmpe forskel på, hvordan de to skandinaviske navne forvalter deres fetich for amerikansk sangskrivning.

Figurines har i årevis haft prædikatet »lovende« hængende over bandbussen, og efter to roste album er det ved at være nu! PR-foto Fold sammen
Læs mere

Er du enig med avisens anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Det er temmelig svært at bære en musikalsk Stetson-hat med værdighed, hvad enten man kommer fra Oslo eller Vendsyssel. Alligevel lykkes det smukt for norske Saint Thomas og sådan da for danske Figurines. I Saint Thomas tilfælde fordi han stort set ikke har andet på syd for hatteskyggen mens Figurines satser på blot at gøre hovedbeklædningen til endnu en rekvisit i bandets spraglede garderobe.

Figurines, der oprindeligt stammer fra den nordjyske flække Vestbjerg, har i årevis haft prædikatet »lovende« hængende over bandbussen, og efter to roste albums er det ved at være nu! for den stilbevidste kvintet. Alene billedet her på opslaget sladrer om bandets kærlighed til americana bland topskuddene fra Pavements skramlede indierock og Neil Youngs bittersøde countrysange, og du har omtrent den stramme grundsound, der hidtil har præget musikken. Men der er sket noget på gruppens tredje album »When The Deer Wore Blue«. Det er en plade, der er lige så musikalsk stor i slawet, som den er præget af en finurlig poetisk husmandsmysticisme. Alene titlen, både albummets og sangenes: CDens sidste nummer indeholder udelukkende linjerne »Youre in everyone/ Youre done with everyone« men går ikke desto mindre under navnet »Lips Of The Soldier«. Og så kan man ellers gnubbe hageskæg og tænke dybt og længe over, hvordan det mon hænger sammen.

Saloon-køter?
Sangene er melodiske og drømmende, og når de er til at afkode, kredser de om de nære, besværlige ting: Kærlighed, venner, drømme, håb. Og det i et sprudlende dynamisk lydbillede, der låner ivrigt fra alle hylder. Her er Beach Boys-vokalharmonier, Gram Parsons-banjo, Mercury Rev-tamburin og det otte minutter lange grooveepos »Drunkards Dream«, der lyder som noget, Devendra Banhart kunne finde på til en bluesfestival. »The Air We Breathe« klinger af Flaming Lips i cowboytøj, med en forsanger der rent faktisk kan synge når frontmand Christian Hjelm skævcrooner sit forhåbningsfulde »Ill get it together/ Speak to you briefly/ And open your mind/ In a cheap suit«, er det tilladt at snøfte over både hans fine, ydmyge poesi og elektriske, let skingre stemmeføring.

Nogle gange bliver han dog for stereotyp en sangtitel som »Angels At The Bayou« skal man altså være fra New Orleans for at slippe af sted med, og det er svært at tro på ham som fordrukken saloon-køter i »Drunkards Dream«. De to sange er et udmærket billede på albummet som sådan: Gennemmusikalsk og fyldt med overskud men også lyden af outsiderens lidt for villige omfavnelse af det amerikanske. At kunne se tingene udefra medfører en enorm valgfrihed se blot overflødighedshornet af referencer i afsnittet lige ovenfor men det forpligter også at ville det hele påén gang. Her betyder de brede ambitioner, at »When The Deer Wore Blue« er præget af en sær kropsløshed som om musikken ikke rigtig kommer nogen steder fra, frit svævende som Figurines er et sted mellem Texas og Vestbjerg.

Ingen hanky-panky
Nogenlunde det modsatte kan siges om Saint Thomas: Den norske country-skævert toner på»Theres Only One Of Me« rent nationalflag med skvulpende norsk accent på et album, der er lige til at elske.

Det skyldes dels, at manden kan skrive uprætentiøse countrymelodier, så fugle, fisk og fjelde må synge i kor og danse i formation. Dette overskud fremhæves kun af sangenes charmerende løse arrangementer for akustisk guitar, banjo og lurvet backingband Neil Young-sammenligningen er også uundgåelig her, med Kermit-stemme og det hele. Men allervigtigst: Albummet er tilsyneladende et helt og aldeles umiddelbart kig ind i Hr. Thomas Hansens sjælekvaler, fortalt i farver og fuldstændig uden filter. Hans nøgne, talesprogsagtige tekster får ganske enkelt dialogen i en Nils Malmros-film til at virke opstyltet og arty-farty: »I have spent some time in a mental institution/ But it didnt work for me, so its better to free«. Okay så. Eller hvad med den her: »I dont know what Im going to do after the show/ Maybe find a girl, to sleep on her couch«. Saint Thomas tager for givet, at hanky-panky slet ikke er en mulighed, men er på forhånd tilfreds med en nat på sofaen. Sådan fører man countryens selvudlevering og nordisk tungsind sammen i en implosiv cocktail.

»Theres Only One Of Me« fastholder lytteren i et tyndarmet greb med sin totale afmytificering af livet som rockmusiker. Saint Thomas går til sit ærkeamerikanske forlæg fra mindst lige så stor afstand som Figurines, men han sørger altid for at fortælle os hvorfra og hvordan. I modsætning til det talentfulde danske band har han luret, hvordan man vender outsiderens svaghed til en uimodståelig styrke.

Figurines: »When The Deer Wore Blue«. Morningside/Playground.

Saint Thomas: »Theres Only One Of Me«. Make My Day Records.

Redaktionen kan forkorte i indlæg. Din mening kan blive bragt både i avisen og på www.berlingske.dk.

Med venlig hilsen

Berlingske Tidendes Netredaktion