»Hvis jeg skal være helt ærlig, troede jeg det var mig, der skulle dø først,« siger Annisette.
I stedet blev det som bekendt hende, der blev tilbage, efter at hendes mand og musikalske partner, Thomas Koppel, pludselig døde i 2006. Hun blev tilbage som den ene halvdel af en ellers tilsyneladende ubrydelig symbiose, der om noget var dansk rock royalty og legemliggørelsen af troen på en bedre verden, den venstreorienterede politiske kamp og generation ‘68.
Her fyrre år efter 1968, er spørgsmålet så: Fik de en bedre verden, og var det kampen værd? Begge dele svarer Annisette bekræftende på i dag, selvom hun mener, vi for tiden er i bunden af en bakkedal.
Og det var blandt andet den, bakkedalen, der inspirerede hende og hendes mand til albummet »Universal Daughter«, som, efter at Annisette havde fulgt idéen til dørs, udkom i efteråret, og som Annisette sammen med sit nye band nu skal præsentere for publikum på en turné fra 22. februar. Her opsummerer hun livsprojektet. Thomas Koppel spiller kun med på to sange, men han er der stadig.
»Thomas sagde altid: ’Du bliver 100 år’. Men det troede jeg ikke på. Næsten hele min familie er død, og jeg har jo selv haft det inde på livet, da jeg fik brystkræft for nogle år siden. Thomas’ familie er modsat så stærk. Otte dage inden han døde, ringede han til en af vores venner i USA for at få hjælp til noget studiemekanik. Det var en ung fyr, der hed Florian, men han fortalte, han ikke kunne komme til Puerto Rico, hvor vi boede, fordi han lige havde fået et hjerteanfald. Vi talte om, hvor pludseligt det kunne ske, og jeg mindede Thomas om, hvilken situation jeg kunne ende i. Jeg kunne ikke gå ind på en computer, ikke bruge hans mobiltelefon, der havde koder og al den slags. ’Gud nej, hvad gør jeg egentlig, jeg kan jo ikke få fat i nogen mennesker’, sagde jeg. ’Du ved alt om mig, men på det område ved jeg ingenting om dig’. ’Arh, hold nu op’, sagde han og grinede, ’jeg dør sgu ikke’. Han ville ikke høre på mig, ikke vide af det. Men otte dage efter døde han, og han havde ikke skrevet noget ned. Så pludselig stod jeg i den forfærdelige situation, jeg havde frygtet, ikke blot med chokket at miste den man elsker, men også i et ocean af praktiske problemer og det var jo så det mareridt, som jeg stadig sidder lidt i i dag.«
I de ti dage, der gik, fra Thomas Koppel døde, til Annisette og datteren Naja tog til Danmark, stod hans klaver tavst og ventende. Men en dag fik Naja nok, og det blev begyndelsen på det, der blev til »Universal Daughter«.
»Naja sagde en dag: ’Nu må vi altså høre det klaver spille, og nu gør jeg det fandeme’. Og så satte hun sig og plantede sine fingre på det, og så lød det så godt. ’Vi kan sgu godt lave musik sammen os to, det lyder enormt godt’, hviskede jeg til hende – ’prøv at flytte fingrene’– og så kom den næste. Og så blev hun ved og ved, til der kom en melodi.«
Den melodi blev til »Universal Daughter«, der har givet navn til Savage Roses seneste plade, der udkom i efteråret. Den næste sang, Naja spillede frem, blev »Savage Rose (Take Me Higher)«, der afslutter den nye plade og er sangen om bandet Savage Rose.
»Naja nåede til, hvordan sangen skulle afsluttes, og så – ud af ingenting – sang jeg bare videre med en melodi, der tidligere er dukket frem gennem mit og Thomas’ musikalske liv. Den var på første plade, på tredje, fjerde og sjette og på »Dødens Triumf« som sådan en lille ekstra hale.«
Annisette synger melodilinjen ud i rummet. Med den lethed og intensitet, der har gjort hende til en af de mest beundrede danske sangerinder nogensinde.
»Jeg vidste det, nu var den der. ’Dér skal den være’, sagde jeg til Naja, ’og guitaren skal spille det’. ’Hvor er det, den kommer fra?’ spurgte hun. ’Det er Savage Rose-melodien’, sagde jeg, ’det er sikkert Thomas, der står og hvisker os i øret’.«
Thomas Koppel var på én eller anden måde tilbage, som han var det omkring 40 år tidligere, da de to mødtes første gang på spillestedet Le Carousel i det indre København. Hun vidste, han ville komme og høre hende, for de skulle måske lave et band sammen. Hun sang populærmusik i bandet »Dandy Swingers«, og i pausen gik hun ned til ham.
»Thomas var lidt rød i hovedet og sagde bare: ’Jeg synes, det var så fedt at høre dig. Kunne du godt tænke dig at spille sammen med os?’ »
Det blev begyndelsen til historien om Savage Rose. De blev det første danske band overhovedet, der indspillede en stor vinylplade med egne numre og det første rockband, der spillede på Plænen i Tivoli. Siden turnerede de i USA, spillede på den legendariske Newport-festival mellem koryfæerne James Brown og Sly and the Family Stone og droppede en international millionkontrakt, da betingelsen var, at de skulle spille for de amerikanske soldater i Vietnam.
De nægtede, og derfor blev deres pas og billetter konfiskeret, indtil de havde spillet tre gange om dagen i en måned i Los Angeles for at gøre deres managere tilfredse. Men beslutningen og den idealisme, der skulle blive kendetegnende for Savage Rose, stod ikke til at ændre. På den foregående amerikanske turné og med fredsbevægelsen i Danmark var Annisette og co. nemlig blevet politisk vakt. Amerikas sorte blev undertrykt, kunne ikke betale billetterne til deres koncerter og måtte stadig sidde bagest i busserne. Derfor ville Savage Rose spille støttekoncerter for den omdiskuterede politiske bevægelse Black Panther.
Det gjorde Savage Rose til et udpræget politisk band, og kun Annisette og Thomas og Anders Koppel ville fortsætte i det spor. Et spor, der i første omgang reducerede dem til en trio og siden bragte dem til Albanien og Libanon, hvor de med markante statements placerede sig på den yderste venstrefløj:
»Vi ville have et samfund, der ikke blev regeret af pengemagt, og hvor klichéer ikke bare overgik fra generation til generation. Vi ville lave noget helt nyt. Og vi følte en ufattelig samhørighed i denne store ungdomsgeneration og havde en fantastisk tro på, at vi kunne skabe en forandring i verden. Politik og liv var noget, der hang sammen i en stor kæde og hørte sammen med kærligheden og bevidstheden om undertrykte folk. Man lyttede ikke længere til de høje herrer med brede slips.«
I dag er det 40 år siden, de idéer om en anden verden blev personificeret af en hel generation – 68erne.
Er det blevet, som du drømte om?
»Jeg synes, det er lykkedes et godt stykke vej. Der har selvfølgelig været bølger frem og tilbage, afmatninger og nedgange, sådan som nu. Men én ting har jeg lært af det: Når vi står sammen som mennesker, kan man godt ændre noget. Jeg tror, at bittesmå skridt kan ændre noget. De er stadig nødvendige – også når det ser allermest sort ud. Lige pludselig gik det op for os: ’Gud, nu har vi gået og spillet støttekoncerter for at befri folk i for eksempel Chile fra juntastyret, og så ser man det lige pludselig foran os’. Det, vi har kæmpet for i andre lande, er lige pludselig i vores egen baghave,« siger hun om de seneste års politiske udvikling i blandt andet USA og også herhjemme.
Ja, du er vel ikke alt for tilfreds med den nuværende regering, Ungdomshusets rydning og Christianias normalisering. Det var vel ikke det, I kæmpede for?
»Det går ikke så godt lige nu. Men vi skal samtidig huske alle de spor, som er sat, alle de frø, som er sået. De vil altid være der og leve videre. Men det er selvfølgelig ærgerligt, at man kan sige, at vi ikke er lykkedes helt. Dog tror jeg ikke, det varer så længe, før stemningen vender. Folk bliver trætte af den angstfyldte atmosfære.«
Får du aldrig lyst til at give op?
»Nej, peace, love og det hele lever jo stadig i os. Jeg er stadig optaget af, hvad det er for en jord, vi giver videre. Jeg har selv fået et lille barnebarn, og det gør én endnu mere bevidst: Hvad skal han vokse op til. Hvilken verden er det, han skal rydde op i efter os? En verden med krig, forurening og mistro til hinanden. Er det en verden at give til ham?«
Og således er vi tilbage ved den nye plade, »Universal Daughter«, der ikke bare indeholder sangen om bandet Savage Rose, men ifølge Annisette også opsummerer livsprojektet.
»Albummet trækker rødderne fra vores musikalske fortid sammen med det, vi står med nu, vores oplevelser de steder, vi har slået os ned på vores rejser. Vi lader det hele smelte sammen. Vi ville finde ud af, om vi kunne blande den revolutionære rock og Woodstock med krigen i Irak, i Afghanistan og en ungdom, der skriger på at blive hørt og et Christiania, der er på vej til at blive ødelagt. For på alt for mange måder minder tiden i dag så forfærdelig meget om det, vi gjorde oprør mod. Vi havde en følelse af, at det var nu den hér plade skulle komme; hvor vi samlede trådene, ikke kun al musikken, men også hele oprøret fra dengang.«
Thomas Koppels død betød imidlertid, at det blev Annisette, der stod med projektet selv. Annisette fandt i stedet sammen med nogle musikere fra Danmark, Cuba og Madrid, der kom til at udgøre en ny udgave af Savage Rose, men hun havde sin indledende tvivl.
»Jeg var fyldt med nerver og vidste ikke, hvordan jeg skulle gøre det, nu hvor Thomas ikke var der længere. Det var altid ham, der styrede det, trykkede på knapperne og vidste, hvordan man skulle optage min stemme. I begyndelsen tænkte jeg: ’Jeg vil have Thomas tilbage, det duer jo slet ikke det her’, men det gjorde det. Musikerne var utroligt gode, og jeg har været heldig at få opfyldt drømmen om at indsynge sangene under den åbne himmel, på en bjergtop, med lyden af vinden og cikader.«
Annisette er blevet rigtig stolt af resultatet.
»Jeg havde befundet mig i en desperat situation, og det handler »Lost in the Jungle« om. Det er min sang til Thomas. Jeg vidste, jeg skulle ud i lyset, hive fat i mig selv. At jeg skulle komme ud på den anden side med noget, der kunne bære mit liv og Savage Rose videre.«
Thomas Koppel er med på to sange på pladen. Men der mangler en anden, som Thomas Koppel skrev, kort inden han døde.
»Han spillede den hver eneste dag. Jeg tænkte: ’Hvor er den skøn’. Jeg vidste, han bare ventede på, jeg fik skrevet teksten,« siger hun og rømmer sig. »Den var simpelthen så smuk.«
Hun kigger ned, og øjnene forsvinder bag det kulsorte hår.
»Og så var det jo, han døde. Og sangen forsvandt. Den dag blev jeg besat af tanken om at huske den sang, det var jo hans sidste gave til mig, og jeg ville bare have dén sang med mig. Men jeg kunne ikke huske den, og jeg sagde til Naja, ’du må da kunne huske den, du må da kunne huske den’. Men det kunne hun ikke. Jeg håber stadig, den dukker op. Måske er den i selve stemningen på »Universal Daughter«, og jeg må være fyldt med den indeni.«
