Selvfølgelig kunne Rage Against The Machine ikke lade som ingenting, da Donald Trump i 2016 satte kurs mod Det Hvide Hus. For et af 90ernes mest sprængfarlige og politisk aktivistiske rockbands var det igen tid til at komme op på barrikaderne og rase seriøst igennem.
Eneste problem var, at forsanger Zack de la Rocha ikke var med på idéen, så i stedet for en reel Rage Against The Machine-genforening har verden nu fået en light-version, der sælges som en opgradering. Prophets of Rage er navnet på supergruppen, der udover de tre oprindelige Rage-medlemmer tæller rapperne B-Real fra Cypress Hill og Chuck D fra Public Enemy samt DJ Lord også fra sidstnævnte.
Sidste års hurtigt sammenflikkede debut-ep »The Party’s Over« var en ekstremt tam affære, der med sine slatne cover-versioner af 25-30 år gamle numre fik den nye supergruppe til at ligne nogen, der var drevet mere af et ønske om at tjene mønt på nostalgien end reel kunstnerisk og politisk virkelyst.
Forventningerne til det foreliggende debutalbum har derfor kunnet ligge på et meget lille sted. Heldigvis, viser det sig, har det erfarne hold musikere faktisk har strammet sig an for at leve op til både fortidens bedrifter og politiske idealer. Uden dog at nå helt i mål.
Se den Michael Moore-instruerede musikvideo til sangen, »Unfuck the World«:
Rent musikalsk lyder de præcis som Rage Against The Machine gjorde det tilbage i 90erne: En hårdtslående fusion af tunge riffs, funk, hiphop og spektakulær guitar-pyroteknik fra Tom Morello. Her er de faktisk ret godt kørende. Dengang som nu er det en lyd, der er som designet til at sætte kroppe i bevægelse og sende knyttede næver i vejret, mens man brøler med på de slogan-agtige politiske paroler: »No hatred! Fuck racists! Unfuck the world!«
Ja, meget mere dybt bliver det desværre ikke. Der er ganske vist masser af noia-rap om droner samt enkelte referencer til Trumps våde drøm om en mur mellem USA og Mexico og den omstridte olieledning, Dakota Access Pipeline, der efter planen skal pløje sig gennem et indianerreservat. Men på langt de fleste numre holder Chuck D og B-Real sig til en forudsigelig oprørs-retorik, der hverken evner at gøre os klogere eller rigtig gå i flæsket på tidens problemer. Demokrati rimer på hykleri, politikerne lyver, de fattige og marginaliserede kan sejle deres egen sø. Og så videre.
Mest af alt er pladen en påmindelse om, hvor vigtig Zack de la Rocha var for Rage Against The Machine. Han gjorde dem farlige og kunne lyde indebrændt og frustreret på en måde, der var decideret skræmmende. Det er ikke en arv hverken Chuck D og B-Real kan løfte, selvom de prøver ihærdigt og er to om det. Og når det går værst for sig bliver man igen mindet om, hvor gumpetung en kombination revolutionær millionær-rap og funk-rock kan være.
I hvert fald uden den rette mand bag mikrofonen.
Prophets of Rage
»Prophets of Rage«
★★★☆☆☆
Universal/Caroline Music
