Det er lidt svært at blive klog på Thomas Buttenschøn.

En af tidens mange lettere sorgløse troubadourer, der med sin guitar under armen drifter gennem livet. Tilsyneladende uden et større mål og med, men med et pejlemærke, der mest af alt handler om at gøre folk lidt glade. En mission der kan være vigtigere end så meget andet, men som regel ikke stikker så dybt.

Men faktisk er der anslag til noget andet på Buttenschøns nye album med den lidt underlige titel »Sange Der Ikke Er Til Radioen.« Som om det skulle være et pejlemærke for noget som helst.

Albummet har visse steder noget over sig. En række personlige historier, der ofte knytter sig til personer, som Buttenschøn har mødt gennem livet. Som »Lauritz«, der knækkede under for kræften, eller »To Kolde Øl« om tilværelsen med en alkoholisk far. Her bevæger vi os ind på områder, hvor der er nogle følelser i spil, og det klæder Buttenschøn at bevæge sig derud, hvor det bliver bare en smule farligt. Små fint afrundede hverdagsfortællinger, der også giver mening for andre, der ikke har stået der selv.

Finurlige tekster

Og så bliver det også lidt lettere at sluge de andre mere overfladiske hverdagsdramaer, som »Sange Der Ikke Er Til Radioen« også indeholder en del af. Som nu »Kærestetid«, hvor vi får et indblik i det moderne parforholds tristesse med alt for lidt af det frække og alt for meget TV2. Buttenschøn behandler sådan set emnet fint med sine mange finurlige observationer, men det er lidt som at sidde til et middagsselskab, hvor ens borddame eller herre har fået et glas Beaujolais eller to for meget og lidt for insisterende begynder at involvere én i sit sexliv eller mangel på samme.

Det er her, hvor man under desserten diskret rykker over til det bord, hvor der snakkes fodbold. Buttenschøn kan noget med sine tekster, og guitarspillet er der såmænd heller ikke noget i vejen med, men man savner til tider, at han trækker sig selv op på et højere kunstnerisk ambitionsniveau og fokuserer mere på det, der står mellem linjerne, end på den uudtømmelige brønd fyldt med midtvejskriser, Gajol-filosofi og andre ting fra folkedybet. På den måde virker store dele af »Sange Der Ikke Er Til Radioen« lidt som at kigge på Facebook-opdateringer. I længden er det for sjældent, man falder over noget, der virkelig er interessant.