Det sker sjældent, at en kunstner foretager et kvantespring. At han løfter sig, forbedrer sig over al rimelig forventning, finder et nyt og anderledes gangbart udtryk.
Det er ikke desto mindre, hvad der er sket for Thomas Buttenschøn. Tidligere har han gjort sig i sange, som med vekslende held føjer en kæk, Freddy Fræk-klingende lyd til halvbagte, humoristisk tonede vers om kærlighed, småborgerlighed og driverliv.
Men på »Vinden Der Blæser« er meget forandret og alt forbedret. Tungen er ude af kinden, og det ganske ulidelige gøgleri har veget pladsen fuldstændigt til fordel for et mørkere, mere sammenbidt udtryk.
Først er der musikken, som med hjælp fra producer og multiinstrumentalist Lars Skjærbæk er trukket i en mere folk- og bluesorienteret retning, som klæder de smidige, slidstærke melodier. Tag bare åbneren »Alle dem du kender« med det bluesede groove eller den efterfølgende »Løb Ibrahim«, som sænker tempoet, men bibeholder den moltonede, håndspillede intensitet, og hvor Buttenschøn synger med en stemme, som tør blive i alvoren.
P-vagt i civil
Sådan forholder det sig også i de øvrige sange, hvor teksterne nok ordspiller og springer, men altid gør det med afsæt i det mørke, der tilsyneladende har taget bo i 26-årige Buttenschøn. »I byen hvor du sårer/alle dem du kender« lyder de første linjer på albummet, der også byder på sætninger som »Jeg giver kun til mig selv/og ikke til nogen anden« og »Jeg er p-vagten i civil/jeg er nye ridser i din bil«. Ikke noget hehe eller høhø her.
I stedet en melange af misantropi og selvlede. Men Buttenschøn har nu noget at glædes over. For med de syrlige, mørkrandede sange er han blevet en meget større kunstner, og selv om det i sandhedens navn skal siges, at der er et par mindre interessante indslag at finde på »Vinden Der Blæser«, så er det altså et album, som på alle måder overstråler sine tre forgængere. Et kvantespring. Vidunderligt.
